I det fynske folks tjeneste

Somalisk kvindeforening fra Vollsmose hædres med Tine Bryld-pris

Christoffer Elbrønd fra Trygfonden, Shamso Xasen, Ayan Muumin samt Formand Tine Bryld Prisen, Helle Degn.

120 somaliske mødre er gået sammen om at hjælpe unge, der ellers kunne komme ud på et skråplan i Vollsmose.

Den somaliske kvindeforening SAHAN bestående af cirka 120 mødre har modtaget Tine Bryld-prisen for deres arbejde med at forebygge kriminalitet og radikalisering blandt unge i Vollsmose.

Mødreforeningen har siden 2013 holdt øje med unge i fare for at komme ud i en kriminel løbebane, især store skoletrætte drenge, der kunne se bandemiljøet som et attraktivt alternativ.

SAHAN hjælper også bekymrede forældre. Det kan eksempelvis være muslimske forældre, hvis døtre begynder at interesse sig for radikal islamisme.

Foreningens navn betyder ’fremad sammen’, og det er netop SAHANs mål fortæller kontaktperson Ayan Mumin:

- Vi ønsker virkelig at nedbryde barrierer og fordomme omkring hinanden, både det somaliske miljø, de etniske danskere og de danske myndigheder, såsom kommune og politi, siger hun.

Tine Bryld Prisen er opkaldt efter socialrådgiveren Tine Bryld, der blandt andet blev landskendt gennem radioprogrammet Tværs.

Det forebyggende arbejde har også vakt international opsigt. I maj i år lavede den amerikanske radiostation NPR udsendelsen ”To Stop Kids From Radicalizing, Moms In Denmark Call Other Moms”, som handler om SAHAN-mødrene.

Formanden for foreningen Tine Bryld Prisen, forhenværende minister Helle Degn hylder mødrene:

- De seje kvinder har kaldt på andre seje kvinder og mødre i Vollsmose. Mødrenes frygt er radikalisering, kriminalitet og arbejdsløshed for deres mænd og børn. I Odense har man her fundet de måske mest jordnære aktører, man vil kunne finde imod disse fænomener, de somaliske mødre i Vollsmose.

Med prisen på 50.000 kroner følger endvidere muligheden for at få yderligere støtte på en halv million kroner.

Ved du noget? Så send os et tip