I det fynske folks tjeneste

Sømand fra Ærø i livsfare

Ærøboen Søren Lyngbjørn fra skibet M/V Leopard (ikke billedet) er blevet truet på livet af somaliske pirater.

Somaliske pirater truer med at slå gidsler ihjel. Blandt dem er en sømand fra Ærø.

Somaliske pirater truer nu med, at de vil slå gidsler ihjel, hvis EU's flådestyrke igen angriber piraternes baser på landjorden i Somalia.

Det skriver Maritime Danmark.

- Vi vil ikke tillade, at de angriber os igen. Næste gang vil vi besvare et angreb med, at dræbe de gidsler vi har. Vi har mange gidsler, og hvis de ønsker at gidslerne skal overleve, så stopper de luftangrebene, siger Ali Mumin, en kendt piratleder til internetportalen Somalia Report.

Truslen er især rettet mod europæiske gidsler og kommer efter, at EU's flådestyrker tirsdag morgen rettede en luftangreb mod en piratbase nord for Haradheere i Somalia.

Et af gidslerne er 47-årige Søren Lyngbjørn fra Ærø, der har været i fangenskab siden januar sidste år.

Angrebet blev gennemført af en eller flere helikoptere med støtte fra overvågningsfly. Ingen personer blev dræbt.

EU har meddelt, at der vil komme flere angreb den kommende tid.

Ved du noget? Så send os et tip