I det fynske folks tjeneste

Sommerhus brændt ud på Fyn

Ejeren af sommerhuset kunne se branden flere kilometer derfra. Ingen kom noget til, men huset stod ikke til at redde.

Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden. Foto: Alexander Aagaard

Der har mandag morgen været brand i et sommerhus i Faaborg-Midtfyn Kommune. Det oplyser vagtchef Milan Holck Nielsen, der fortæller, at huset er brændt ud.

 

Læs også Biopejs eksploderede: Ung kvinde fra Odense alvorligt forbrændt

 

Politi og brandvæsen fik anmeldelsen klokken 7.20. Sommerhuset lå placeret på Bjerghammer ved Helnæs Bugt tæt ved Faldsled.

Fyns Politi har talt med ejeren af sommerhuset. Han kunne se flammerne fra sit hjem nogle få kilometer derfra.

Ingen bud på årsag

Ifølge ejeren boede der ingen personer i sommerhuset.

Hverken han eller politiet har på nuværende tidspunkt nogen bud på, hvordan branden er opstået.

Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden. Sommerhuset stod dog ikke til at redde, og branden spredte sig ikke til andre sommerhuse i sommerhuskvarteret.