Sommerhusejere stævner Nyborg Kommune

15 sommerhusejere ved Slude Strand sender mandag en stævning afsted mod Nyborg Kommune. Ejerne af grundene på den såkaldte Guldkyst, er oprørte over, at natur og deres udsigt forsvinder, fordi kommunen vil tillade byggeri af nye sommerhuse.

De 15 sommerhusgrunde ved Slude Strand har en dejlig havudsigt på den ene side og udsigt over mark og skov på den anden side. Grundejerne har betalte for at bevare udsigten til begge sider, da grundene blev solgt i 1960.

- Vi føler os snydt. Vi har købt en vare, og nu tager man den bare fra os, og sælger den til en anden, der kan sælge den igen, siger Bjarne Pedersen, der er formand for Grundejerforeningen Guldkysten på Slude Strand.

Hensyn til én mand

Den nye lokalplan for området tillader opførelse af 10 nye sommerhuse bag de 15 nuværende sommerhuse. Det vil betyde at udsigten til skov og mark forsvinder.

- Vi synes nu nok, at man kunne bevare naturen her, når der nu er så mange andre udstykningsmuligheder i kommunen, siger Bjarne Pedersen.

I morgen sender de 15 sommerhusejere derfor en fælles stævning til Nyborg Kommune. De er sure over en ny lokalplan, som de mener er i strid med loven.

- En lokalplan er efter min opfattelse noget der skal laves for almenvellet, men denne lokalplan tager kun hensyn til en enkelt mand, siger sommerhusejer Anni Kjærås.

Nyborg Kommune er i byretten blevet pålagt at udarbejde en lokalplan, der tillader opførelsen af de nye sommerhuse. Men den afgørelse vil grundejerforeningen ved Slude Strand nu have afprøvet i landsretten.

Oversigt

    Oversigt