I det fynske folks tjeneste

Sommertravle håndværkere

De fynske håndværkere har travlt i sommervarmen. Boligejerne står i kø for at få gavn af håndværkerfradraget, inden det ophører.

Regeringen og Venstre valgte i juni at afskaffe det såkaldte håndværkerfradrag med udgangen af 2014.

Det har skabt travlhed hos håndværkere over hele landet, fordi boligejerne skynder sig at få lavet forbedringer i boligen, mens fradraget endnu findes.

3byggetilbud.dk, der formidler tilbud på bygge- og renoveringsopgaver har sammenlignet perioden 18. juni til 11. juli 2013 med samme tidsrum i 2014 og det viser sig, at der er kommet 48% flere opgaver i 2014.

- Folk bestiller håndværkeren nu for at være sikre på, at arbejdet er udført inden fradragets ophør med årets udgang, siger Maria Carlsen, kommunikationschef hos 3byggetilbud.dk.

Hun oplyser, at der er stor variation i typen af opgaver - fra tagrenovering og fliselægning til opsætning af varmepumper.

- Normalt er der overvægt af sæsonbetonede opgaver om sommeren men ikke i år. Det er et klart tegn på, at fradragets udløb præger danskernes byggelyst, forklarer Maria Carlsen.

Travlheden gør, at mange håndværkere har droppet sommerferien og i en del tilfælde også arbejder i weekenderne for at nå det hele.

Håndværkerfradraget blev indført af den borgerlige regering i 2011 men afskaffet af den nuværende regering i 2012.

Samme regering genindførte det for 2013 til 2014.

Fradraget betyder, at hver person over 18 år i en husstand kan trække op til 15.000 kroner af arbejdslønnen fra i skat årligt.

Alt om håndværkerfradraget

Ved du noget? Så send os et tip