Søn modtager Hall of Fame fra Platini

Richard Møller Nielsen nåede ikke at modtage Fodboldens Hall of Fame, selv om det var tæt på flere gange. Nu bliver det hans søn Tommy Møller Nielsen, der modtager det på sin fars vegne.

Richard Møller Nielsen vil nu blive optaget i Fodboldens Hall of Fame post mortem på DBU's repræsentantskabsmøde lørdag den 1. marts.

Her vil Peter Schmeichel motivere optagelsen af Richard Møller Nielsen i sin introduktionstale og præsidenten for det Europæiske fodboldforbund, UEFA, Michel Platini vil overrække statuetten til Tommy Møller Nielsen på vegne af sin far. Det oplyser DBU.

Nåede det ikke selv

Om forløbet op til nu skriver DBU:

Richard Møller Nielsen var allerede i 2008 tiltænkt en individuel introduktion i Fodboldens Hall of Fame i forbindelse med Dansk Fodbold Award i 2012 - 20-året for EM-triumfen - i lighed med Peter Schmeichel i 2009 og sammen med Brian Laudrup, som begge også er en del af den i Hall of Fame introducerede landsholdstrup fra EM-slutrunden i 1992,

Komitéen bag Fodboldens Hall of Fame arbejder imidlertid med et kriterium om, at nulevende personer, som optages i denne eksklusive kreds, skal deltage personligt ved introduktionen.

Den planlagte, individuelle introduktion af Richard Møller Nielsen ved Dansk Fodbold Award i november 2012 blev således kun udskudt, fordi han allerede havde accepteret en invitation til en tilsvarende festlig aften i det finske fodboldforbund.

Her blev Richard Møller Nielsen tildelt Captain's Ball, som er finsk fodbolds mest prestigefyldte pris, som et synligt bevis på hans store betydning for finsk fodbold på baggrund af hans fire år som landstræner for Finland.

Det finske fodbold forbund begrundede prisoverrækkelsen med, at Richard Møller Nielsen formåede at løfte finsk fodbold til et højere niveau internationalt og havde været med til at bygge fundamentet for fremtiden i finsk fodbold, fordi han tilførte spillet stor respekt nationalt.

Han fastholdt i årene efter sin ansættelse en tæt kontakt til sine tidligere kolleger i det danske, finske og israelske fodboldforbund, hvor han nød stor anerkendelse og popularitet.

På tidspunktet for Dansk Fodbold Award i november 2013 var Richard Møller Nielsen desværre blevet så mærket af sin sygdom på mindre end et halvt år, at hans deltagelse ikke var mulig.

Oversigt

    Oversigt