Søndag er store handledag

Søndag er blevet Store Handledag - hos de store forretninger. Men de små butikker betaler prisen. Det begynder nu at gøre ondt på de små butikker, at de ikke længere har søndagshandelen for sig selv.

Pænt besøg i Bilka i Odense. Et tegn på, at fynboerne har taget til sig, at de store butikker nu også holder åbent om søndagen.

- Det er jo meget rart at kunne handle om søndagen, fordi man har travlt til hverdag siger Anders Ægidius fra Gislev.

- Med to unger og arbejde på fuld tid og daginstitutioner der lukker, så er det meget rart at kunne handle om søndagen, hvor der er lidt mere ro på og ungerne er hjemme, siger Tina Christiansen fra Munkebo.

Det mærker de butikker, der før havde de fleste søndage for sig selv, som i Håstrup ved Faaborg.

- Ja, det kan vi godt mærke, at de store har lov til at have åbent om søndagen også. Det kan vi godt mærke nu, siger købmand Kent Gregersen.

Og han er ikke den eneste.

- Det er jo rimelig generelt, at de mindre butikker oplever den øgede konkurrence, hvor mange flere har åbent om søndagen, siger bestyrelsesmedlem i Kømnandsforeningen Danmark Eggert Christiansen.

Stigning i søndagshandelen

På landsplan har Nets, der står bag dankortet, registreret en stigning i søndagshandelen på lidt over en halv milliard kroner eller 20 procent.

Men det er ikke her i Håstrup.

- På sådan en almindelig søndag kan vi tabe mellem 5- og 7.000 kroner i omsætning, siger Kent Gregersen, og fortsætter:

- Det kan blive meget alvorligt for vores lille butik, hvis vi ikke opper os på en eller anden måde.

- Konsekvenserne bliver jo, at der bliver færre handlende og færre butikker, og det vil komme til at gå ud over de mindste først, siger Eggert Christiansen.

Kent Gregersen mener dog, det er for tidligt at spå, hvor galt det går.

Derfor gentager købmændene en tidligere hørt appel om at handle lokalt.

- Hvis man en gang imellem køber lidt mere lokalt, så det ikke kun er den pakke gær eller den liter mælk, man står og mangler en gang om ugen, siger Eggert Christiansen.

Oversigt

    Oversigt