I det fynske folks tjeneste

Sørens penge doneres videre

En privat indsamling kunne ikke redde kræftsyge Søren Vesterskov, der døde i februar. Fredag blev over 220.000 doneret videre til en 35-årig sjællænder.

01:20

Søren Vesterskov døde af kræft i februar. Nu bliver de indsamlede penge givet videre.

Patrick Hadra lider tyktarmskræft. Nu får han mulighed for at rejse til Kina

Pierre Juel for enden af bordet kunne fredag give pengene og www.redmitliv.dk videre til Patrick og hans venner fra Sjælland.

1 af 4

Stor forskel for et enkelt menneske

Søren Vesterskovs venner stiftede foreningen og hjemmesiden www.redmitliv.dk for at samle penge ind til behandlinger i Kina, fordi den 36-årige odenseaner var opgivet af danske læger.

Men selvom der blev samlet over en halv million kroner ind, døde Søren Vesterskov den 5. februar efter at have kæmpet mod en kræfttumor i hjernen siden 2006. Derfor valgte Søren Vesterskovs venner at donere de resterende 223.000 kroner til 35-årige Patrick, der er uhelbredeligt syg af tyktarmskræft.

- Vi havde valget mellem at hjælpe mange mennesker en lille smule eller at gøre en stor forskel for én, fortæller Pierre Juel, der er en af initiativtagerne bag www.redmitliv.dk

- Patricks situation minder lidt om Sørens. Han er på samme alder, han har familie og kone, forklarer Pierre Juel om hvorfor valget faldt på Patrick.

Patrick har ikke selv lyst til at stå frem for at fortælle sin historie, men vennen Rune Bonsu var med, da foreningen og pengene blev doneret videre fredag.

- For os er det vigtigt at gøre en indsats for Patrick, men det er også vigtigt for os at holde Sørens ære i hævd.

Pengene skal ligesom i Søren Vesterskovs tilfælde gå til behandlinger i Kina.