I det fynske folks tjeneste

Sørensen: Fandme på tide, OB

Landsholdsmålmand Thomas Sørensen håber på, at den nuværende stilling i SAS Ligaen holder sæsonen ud. I så fald bliver OB dansk mester, og det vil glæde Stoke-keeperen.

Det siger han til tv2.dk.
- Selvfølgelig holder jeg øje med SAS Ligaen. Og stillingen lige nu har jeg det rigtig godt med, lyder det fra Thomas Sørensen, før han understreger ønsket over for tv2.dk:

- Nu er jeg jo fynbo, og det er fandme på tide, at vi vinder det DM.

Thomas Sørensen, der tirsdag kunne fejre sit 10 års jubilæum i rødt og hvidt og onsdag mod USA spillede sin landskamp nummer 85, begyndte sin senior­karriere i OB, hvor Lars Høgh dog stod i vejen for ungdommen.

Men til trods for, at Thomas Sørensen aldrig fik en betydende kamp hér, banker hjertet fortsat for de stribede:
- Jeg er jo gammel OB'er, så det er dem, jeg holder med. Jeg håber, at de vinder i år, men det har jo været lige ved og næsten i mange år nu, hvor det har set godt ud, og så er gået lidt ned.