Affald i seks beholdere: Kan spredes ud til alle i Odense

I det seneste år har Claus Johansens familie sorteret køkkenaffaldet i seks forskellige beholdere. Politikerne skal afgøre, om forsøget skal udvides til alle.

Det kan være slut med at lægge skraldeposen uden videre ned i skraldespanden. I det seneste år har Claus Johansen og hans familie sorteret deres affald i seks forskellige beholdere.

- Jeg var en smule skeptisk til at starte med. Det bliver noget bøvlet noget at skulle sortere alt det forskellige affald i seks forskellige beholdere, men det har vist sig at være overraskende nemt, siger Claus Johansen.  

- Mine tre børn er også gået ind i det, så alle har en aktie i det, fortæller han.

2.000 husstande i Odense har været en del af affaldsforsøget “Sortér mere”.

Odense Renovation: Sådan er det gået

Folketinget har besluttet, at alle kommuner skal genanvende 50 procent af husholdningsaffaldet. I et helt år har Odense Kommune og Odense Renovation derfor samlet erfaringer fra de 2.000 forsøgshusstande.

- Det er gået over forventning. Ved madaffald får vi sorteret noget mere ud, end vi havde forventet, siger ingeniør Poul Juul Hansen fra Odense Renovation.

- Metal og glas når vi stort set potentialet. Der er næsten ikke noget tilbage i restaffaldet. Det sker også med papir og pap, forklarer han.

Der er dog ét område, hvor forsøgsshusstandene kan blive bedre til at sortere.

- Plasten er mere problematisk. Den er sværere for borgerne at forstå, erkender Poul Juul Hansen. 

 
Fotograf: Simone Dahlin

Fra madaffald til grøn energi

Affaldet bliver hentet af en særlig skraldevogn og derefter afleveret til eksempelvis NC Miljø, der hvert år forvandler 120.000 ton madaffald til grøn energi.

- Vi laver biomasse til gasanlægget. Der får vi alt det der affald ind. Når det kommer ind til os, starter gummigeden med at lave en grovsortering. Efterfølgende smider vi det op i vores siloer, forklarer Lars Kaspersen, der er formand for NC Miljø.

Er det ikke meget at kræve af borgerne, at de skal stå og sortere derhjemme?

- Jo, det kan man godt sige. Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi gør noget for vores natur.

Planen er, at politikerne i foråret 2018 skal tage stilling til, om forsøgsordningen skal udvides, så alle skal til at sortere deres affald i seks forskellige beholdere. Der kan dog gå flere år, inden det bliver en realitet.  

 

Oversigt

    Oversigt