I det fynske folks tjeneste

Søster fængslet for drabsforsøg på bror

En 64-årig kvinde er blevet varetægtsfængslet i fire uger for drabsforsøg på sin halvbror. Grunden er en 20 år gammel voldtægt, forklarer hun i retten.

01:39

1 af 2

Den 64-årige kvinde, der torsdag blev anholdt for at ville dræbe sin halvbror med en hobbykniv, er ved retten i Odense blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for drabsforsøg.

Kvinden blev anholdt, efter at hun havde opsøgt sin 74-årige halvbror. Hun sprøjtede peberspray i øjnene på ham, derefter overfaldt hun ham med en hobbykniv.

I retten indrømmede den 64-årige kvinde, at hun havde haft til hensigt at dræbe sin halvbror.

Hun forklarede, at han i en periode for 20 år siden havde boet hos hende, og at han i fuldskab havde voldtaget hende. Det havde ødelagt hendes liv, og derfor ville hun dræbe ham.

Følte sig ydmyget

Kvinden fortalte i retten, at hun torsdag havde opsøgt egen læge for at få en henvisning til en psykolog. Det afviste lægen afvist og sendte hende videre til Middelfart kommune. Her bad kvinde om at tale med en medarbejder under fire øjne frem for at fortælle sin historie i det store åbne kontorlandskab. Det blev også afvist, og det blev for meget for kvinden.

Hun følte sig så ydmyget, at hun satte sig i sin bil og kørte mod Odense. Med sig havde hun en hobbykniv og en peberspray, og opsøgte sin halvbror med en klar intention om at slå ham ihjel.

Kvinden er varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling frem til 21. maj.