I det fynske folks tjeneste

Søvndal må ind i gidselsag

Den fynske sømand, Søren Lyngbjørn fra Ærø, har siddet som gidsel i Somalia i mere end halvandet år. Nu vil Dansk folkepartis Hans Kristian Skibby have Udenrigsminister Villy Søvndal til at gå ind i sagen.

Medlem af Folketingets Udenrigspolitiske Udvalg, Hans Kristian Skibby, vil have Villy Søvndal til at svare på, hvad han vil gøre for at hjælpe de to sømænd Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez. De to sømænd har været i somaliske piraters varetægt i 575 dage.

I dag skriver Ekstra Bladet, at rederiet Shipcraft har ført myndighederne bag lyset, da de ikke forhandlede med professionelle assistance, som de ellers gav indtryk af.

Derfor vil Hans Kristian Skibby have Villy Søvndal til at forholde sig til de nye fakta.

- Vi taler om gidsler, der har henslæbt mere end halvandet år under ufatteligt umenneskelige forhold, og som er i overhængende fare for at dø. Indtil videre har man ikke hørt meget til udenrigsministeriet i sagen, men for et stykke tid siden udfoldede ministeriet store bestræbelser i sagen om den sultestrejkende dansk-bahrainer", siger Hans Kristian Skibby.

Han mener det er på tide, at regeringen udviser handlekraft, så de danske gidsler kan komme hjem.

- Jeg er godt klar over, at gidseltagerne ikke har en ambassade, man kan henvende sig til, og at sagen er kompliceret. Men det retfærdiggør ikke, at udenrigsministeriet lader sig trække rundt ved næsen af et kynisk rederi, der sætter egen fortjeneste over menneskeliv. Netop i en sådan sag bør udenrigsministeren træde i karakter", siger Hans Kristian Skibby.

Ved du noget? Så send os et tip