I det fynske folks tjeneste

Spænding til det sidste: Abdirashid Abdi vinder Alternativets mandat i Odense

Lige til det sidste var der tvivl om, hvorvidt det 29. og sidste mandat i Odense Byråd ville tilfalde Alternativet eller Socialdemokraterne. Men det blev Alternativets Abdirashid Abdi, der vandt mandatet.

01:38

En spændt Abdirashid Abdi kunne onsdag eftermiddag sammen med en lang række tilhørere lytte til Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), læse de nyvalgte medlemmer af byrådet ind.

Helt indtil allersidst under tirsdag aftens sammentælling af stemmerne fra de 30 odenseanske valgsteder så det ud til, at Socialdemokraterne ville få 14 mandater og Alternativet nul.

Alternativet var aftenen igennem på noget af en rutschebanetur, der først sendte dem i byrådet med et enkelt mandat, så ud igen - og så til allersidst igen ind.

Det var en lettelse. Siden i går aftes har det været op og ned for Alternativet, om vi kom ind eller ej. Men jeg synes, det er fortjent for hele crewet. Vi har gjort det rigtig godt

Abdirashid Abdi

For stemmerne fra nattens allersidste valgsted, Borgerservice i Odense, sendte alligevel Alternativet i byrådet med et enkelt mandat.

Men ved fintællingen onsdag startede dramaet forfra.

Alternativ vinder

I lang tid så det igen ud til, at det 29. og sidste mandag ville ende hos Socialdemokraterne. Men da borgmesteren læste de valgte op, var det allersidste navn Alternativets Abdirashid Abdi.

- Det var en lettelse. Siden i går aftes har det været op og ned for Alternativet, om vi kom ind eller ej. Men jeg synes, det er fortjent for hele crewet. Vi har gjort det rigtig godt, siger Abdirashid Abdi. 

00:38 Luk video

Han indrømmer gerne, at det var ret nervepirrende, da Peter Rahbæk Juel læste navnene på de nyvalgte op.

- Det var rigtig spændende. Det er ligesom på fødselsgangen, når man venter. Så det er en lettelse for mig. Nu kigger jeg fremad, og jeg glæder mig til at komme med Alternativets politik i Odense, siger Abdirashid Abdi.

De fleste havde måske forventet, at Alternativets mandat ville gå til Susanne Bækholm. 

- Susanne har været vores nominerede kandidat, men jeg har også været en del af crewet og har ydet min del for teamet. Jeg har ikke været så synlig i medierne, men det betyder ikke, at jeg ikke har gjort en indsats for gruppen.

Læs også Alternativet i tre fynske byråd: - Det er crazy

Han har allerede mærkesagerne klar, som han og Alternativet skal ind og sætte sit præg på i Odense Kommune.

- Tillid, gennemsnigtighed og respekt for mennesker. Vi er mennesker, før vi er noget andet. Det skal vi være bedre til i Odense, siger Abdirashid Abdi.

Bækholm: Så velfortjent

Alternativets spidskandidat i valgkampen har været Susanne Bækholm. Derfor var det også ventet, at det var hende, der ville få mandatet, hvis partiet fik et.

Men sådan gik det altså ikke. Abdirashid Abdis 739 personlige stemmer slog Susanne Bækholms 674.

Og det er helt ok, mener Susanne Bækholm.

- Det er så velfortjent. Abdi har virkelig arbejdet hårdt og gjort det godt. Han har specielt formået at få Vollsmose til stemmeurnerne. Han har gjort det så flot, siger Susanne Bækholm.

Hun indrømmer, at hun selvfølgelig gerne selv ville have været valgt ind.

- Når man har været med hele valgkampen og så alligevel må blive udenfor. Selvfølgelig havde man gerne fulgt det helt til dørs. Men jeg er alligevel meget glad for resultatet. Det er en meget velfortjent sejr til Abdirashid, siger Susanne Bækholm.

Læs også Alternativet foretrækker en rød Odense-borgmester

Fik aktiveret Vollsmose

Hun fortæller, at Abdirashid Abdi særligt har været aktiv i Vollsmose, hvor han har formået at få en række personer til at stemme på ham personligt. Det har hun stor respekt for. 

- Når man færdes i Vollsmose med Abdi, så kan man se, at alle siger 'hej Abdi', hver gang de ser ham. Han er virkelig en kendt og afholdt man derude, så det er flot, siger en lettere bevæget Susanne Bækholm.

Det sidste døgn har været en lang op- og nedtur for Susanne Bækholm og Alternativet. Det begynder efterhånden at sætte spor hos spidskandidaten.

- Det er da opslidende. Psykisk opslidende, helt klart. Det blev ikke til meget søvn i nat. Vi var hjemme 03.30, så selvfølgelig er vi trætte og udkørte og synes, at de sidste uger har været rigtig hårde. Men vi er glade, og det skal man ikke tage fejl af. Og vi under i dén grad Abdi sejren, siger Susanne Bækholm.

02:35 Luk video
PartinavnProcent+/-Mandater+/-
ASocialdemokratiet41,813,0134
VVenstre19,2-4,06-2
CKonservative8,6-2,030
ØEnhedslisten6,6-3,42-1
ODansk Folkeparti6,4-4,62-1
FSF5,0-1,11-1
BRadikale Venstre4,7-0,410
ÅAlternativet3,13,111
ILiberal Alliance2,00,000
DNye Borgerlige0,80,800
LEt Bedre Odense0,50,500
GDen Frie Liste0,40,000
PBefri Fyn0,30,300
KKristendemokraterne0,20,200
ENyt Odense0,20,200
JFrit Danmark - Folkebev. Mod Indv.0,1-0,100
Kommuneinfo
Mandater29
Stemmeberettigede162636
Gyldige stemmer111459
Stemmeprocent70,0