I det fynske folks tjeneste

Sparekassen Faaborg fik overskud

Sparekassen Faaborg kom ud af 2013 med et overskud på otte millioner kroner før skat og har dermed indhentet et minus i 2012 på 461 millioner kroner.

Sparekassen har desuden forøget sin solvens til 17,9% mod 14,7% i 2012.

- Regnskabet viser, at kombinationen af et styrket kapitalgrundlag og strategien om at være pengeinstitut for fynboerne virker og er rigtig, skriver adm. direktør Claus Sejling i en pressemeddelelse.

Det styrkede kapitalgrundlag kommer ikke mindst fra fusionen, der gør Sparekassen Faaborg til datterbank til Sparekassen Sjælland, hvilket skete i 2013.

Sparekassen er igang med at omdanne seks filialer til tre.

Filialerne i Horne og Faaborg bliver slået sammen i Faaborg, filialerne i Næsby og Odense bliver slået sammen i Næsby og Nr. Broby og Haarby slås sammen i Haarby.

Til gengæld åbner sparekassen snart en filial i Middelfart og går på jagt efter egnede lokaler i Svendborg.

Ved du noget? Så send os et tip