Sparekassen Faaborg lukker filialer

Sparekassen Faaborg lukker tre fynske filialer. Dermed fortsætter rækken af lukninger på Fyn. Skadeligt for fynboerne, lyder kritikken fra organisationen landsbyerne i Danmark og Forbrugerrådet.

Det er filialerne i Ryslinge, Ferritslev og Højby, der må lade livet.

- Jeg synes, det er trist, når vi må lukke noget ned, men tendensen er, at vores kunder betjener sig selv via netbank, siger Claus Sejling, Administrerende direktør i Sparekassen Faaborg

Alle bankerne skærer ned

Sparekassen Faaborg er langt fra den eneste bank, der skærer ned.

Tirsdag kom det frem, at Danske Bank de kommende tre år skal fyre 2000 medarbejdere.

Danske Bank havde i 2009 i alt 40 fynske filialer. I dag er der kun 25 filialer på Fyn. I sidste uge kom det samtidig frem, at hele 21 af de 25 filialer skal gøres kasseløse.

En anden storbank, Nordea, har i år lukket filialerne i Glamsbjerg, Humble og Nørre Åby. Dermed har Nordea, som i 2009 overtog 29 filialer af den krakkede Fionia Bank, nu kun 24 afdelinger tilbage på Fyn.

Uheldig udvikling

Det er uhyre uheldigt, at nærheden og tilliden mellem lokalsamfundet og Sparekassen forsvinder, siger Carsten Abild, der er formand for Landsbyerne i Danmark.

Også hos forbrugerrådet er man bekymret over de mange bank-lukninger.

Det er ikke os alle sammen, der bruget netbank, så det er vigtigt, at vi fortsat har nogle steder, hvor dem der har brug for det, kan komme i banken? Vi kan alle sammen have brug for at tale med en bankrådgiver, og især de ældre kan have brug for at komme i banken, siger Vagn Jelsøe, der er afdelingschef hos Forbrugerrådet.

Oversigt

    Oversigt