I det fynske folks tjeneste

Sparekniv kan tage livet af Fyns største bibliotek

Odenses Centralbibliotek kan gå en usikker fremtid i møde, hvis det nuværende spareforslag på biblioteksområdet gennemføres. Det vurderer embedsfolk i ny rapport.

De varslede spareplaner på by- og kulturområdet i Odense Kommune kan koste byens status som en by med et centralbibliotek. Foto: Sigrid Nygaard / Ritzau Scanpix

Der er seks centralbiblioteker i Danmark. I dag ligger ét af dem i Odense Kommune, men kommunens varslede spareplaner på by- og kulturområdet kan koste byens status som en by med et centralbibliotek.

Det advarer embedsfolk i By- og Kulturforvaltningen om i en konsekvensvurdering af spareplanerne, som offentliggøres onsdag klokken 17.

Læs også Nu rammer sparekniven: Flertal for hemmelig plan om millionbesparelser

TV/2 Fyn har fået oplysningerne af rådmand Jane Jegind (V), som er modstander af det sparekatalog, som Socialdemokratiet og Konservative er enige om.

Millionbesparelse på biblioteksområdet

I alt er der lagt op til en besparelse på 79 millioner kroner årligt i By- og Kulturforvaltningen. Heraf skal der spares tre millioner kroner på biblioteksområdet.

Sådan kan besparelsen på tre millioner kroner ramme bibliotekerne 

Socialdemokratiet og Konservative foreslår en årlig besparelse på tre millionerne kroner på bibliotekerne i Odense Kommune. Ifølge en konsekvensvurdering fra By- og Kulturforvaltningen vil besparelsen få følgende konsekvenser:  

 

  • Reduktion af åbningstider i form af lukkedage og kortere åbningstid i Hovedbiblioteket/Borgernes Hus 10-18.

  • Reduktion i søndagsåben i Hovedbiblioteket/Borgernes Hus.

  • Størstedelen af aftenaktiviteter indstilles. Lokaleudlejning, studiefaciliteter til studerende lukkes.

  • Hovedparten af aftenarrangementer indstilles.

  • Diverse udadrettede aktiviteter stoppes.

  • Lokalbibliotekerne lukker i juli måned/skolernes sommerferie. Kun Hovedbiblioteket holdes åbent i sommerperioden.

  • Søndagslukning i lokalbibliotekerne.

  • ”Gule timer” nedlægges i den selvbetjente åbningstid.

  • ”Biblioteker Kommer” service til de hjemmeboende ældre ophører.

  • Betjening af plejecentre indstilles.

  • Udadgående betjening til daginstitutioner og dagplejere indstilles.

  • Planlagte og igangsatte samarbejde med skolerne omkring fælles læseindsats ”læselyst” med skolerne/BUF indstilles.

  • Betjening af udsatte målgrupper (”ghettoindsatser” i Vollsmose) indstilles.

  • Kontantløs betaling i Borgerservice og Bibliotek.

Se mere

Men den besparelse kan få store konsekvenser for Odense Centralbiblioteks fremtid. Det fremgår af rapporten.

- Med en gennemførelse af en besparelse på den kommunale ramme på tre millioner kroner, er det vurderingen, at Odenses status som centralbibliotek kan komme i fare, vurderer embedsfolkene i rapporten.

Risikerer at miste offentligt tilskud

Som centralbibliotek følger et årligt tilskud på mellem seks og syv millioner kroner. Men tilskuddet forudsætter, at kommunen lever op til en minimumsstandard i den kommunale finansiering. Og det kan blive svært, hvis besparelserne gennemføres, vurderes det i rapporten.

Læs også Odenseanere frygter millionbesparelser: - Det er hul i hovedet

- Det årlige centralbibliotekstilskud udgør mellem seks og syv millioner kroner afhængigt af OBB (Odense Biblioteker og Borgerservice, red.)  udlånsaktiviteter til resten af Fyn og det øvrige Danmark.

- I den forbindelse kan en yderligere kommunal beskæring af OBB’s driftsgrundlag bringe Odense som centralbibliotekskommune i fare. Odense Kommune har tidligere fået en ”anmærkning” for at have et grundtilskudsmæssigt lavt niveau, fremgår det.

To centralbiblioteker i Syddanmark

I Region Syddanmark er der, udover centralbiblioteket i Odense, også et centralbibliotek i Vejle. Det er den eneste region, hvor der er to centralbiblioteker. Det skyldes blandt andet infrastruktur samt Odenses status som universitetsby.

Men en konsekvens af spareplanen kan blive, at Odense i fremtiden ikke vil have et centralbibliotek.

- Denne status risikerer at falde væk og alene tilfalde Vejle, hvis Odense ikke lever op til en ”minimumsstandard” i den kommunale finansiering, står der i rapporten.

I 2019 er udgiften til bibliotekerne i Odense Kommune 370 kroner per indbygger. Det rækker til en 79. plads ud af landets 98 kommuner. Det viser tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Udover centralbibliotekerne i Odense og Vejle er der centralbiblioteker i Aalborg, Herning, Roskilde og Gentofte.