I det fynske folks tjeneste

Sparer penge: Nyborgs ældre skal vaskes uden vand

Forsøg med engangsklude gøres nu permanent i Nyborg. Kan spare næsten 600.000 kroner på at undgå vandvask i plejecentre.

01:19

Fremover er det slut med vaskebaljer og vaskesvampe, når ældre på Nyborgs plejecentre skal vaskes.

Fra 2018 indfører Nyborg engangsservietter, der skal erstatte den hidtidige arbejdsgang, når de ældre i plejeboliger og kommunens syv plejecentre skal vaskes.

Her foregår vaskningen typisk i fire arbejdsprocesser med indsæbning, afskylning, tørring og påføring af lotion.

Fremover gennemføres vask med brug af engangsvaskeservietter i en samlet arbejdsgang. Der vil i forbindelse med brug af vaskeservietter og ændret arbejdstilrettelæggelse kunne opnås en besparelse på 174.000 kr. i 2018, 346.000 kr. i 2019, 519.000 kr. i 2020 og 582.000 kr. i 2021, oplyses det i det netop vedtagne 2018-budget.

Det tager kortere tid at udføre den daglige hygiejne, hvilket kan give en tidsmæssig besparelse i forhold til den nuværende arbejdsgang.

Nyborg Kommune gennemførte i efteråret 2014 et pilotprojekt vedrørende brug af vaskeservietter i plejen under konceptet "Vask-uden-vand", og Odense Kommune havde i 2015 gode erfaringer med et lignende projekt.

På baggrund af pilotprojektets positive resultater samt erfaringer fra andre kommuner forventes det at medføre bedre hygiejne for både borgere og personale og bedre arbejdsmiljø for personalet.

Den samlede besparelse afhænger af, hvor mange borgere, der ønsker at anvende vaskeservietter.

Det er i beregningen forudsat, at 15 procent af beboerne benytter vaskeservietter i 2018.

Fra 2019 forudsættes stigning i tilslutningen med 6 procent per kvartal indtil der opnås maksimal tilslutning på 80 procent, svarende til 135 beboere.