Episoden fandt sted ved 03-tiden i Vestergade i Odense.
En patrulje observerede at en mand og en kvinde var kommet i skænderi på åben gade og betjentene besluttede at dæmpe gemytterne.
Da betjentene nærmede sig, smadrede den 20-årige mand en flaske på jorden foran dem.
De anholdt ham for gadeuorden, men da han kom ind i patruljevognen, begyndte han at sparke på sæder og sideruder.
En af betjentene forsøgte at få styr på den ophidsede mand og blev herunder ramt i hovedet af et spark, som gav ham hjernerystelse.
Den 20-årige står nu sigtet for vold mod tjenestemand, men er løsladt.
Han erkender forløbet, men siger, at han ikke sparkede betjenten med vilje.