-
En razzia mod pizzariaer, grillbarer og kiosker i Odense søndag aften afslørede endnu en gang flere ulovlige forhold. Halvdelen af personalet arbejdede ulovligt og flere pizzariaer havde rod i regnskaberne.
Told- og Skat i Odense har nedsat en særlig kontrolgruppe på fire personer, der skal foretage såkaldt fremadrettet kontrol af byens kiosker og pizzariaer. Søndag aften var specialgruppen i aktion sammen med Odense Politi, Arbejdsdirektoratet og Odense Kommunens Kontrolgruppe. De 13 personer slog til mod i alt 19 virksomheder.
Aktionen afslørede flere ulovlige forhold:
- 3 personer på dagpenge arbejdede
- 11 på kontanthjælp arbejdede
- 4 personer var \"sort\" ansat
- 2 personer stak af da myndighederne dukkede op
- 7 virksomheder havde rod i regnskaberne
- 2 virksomheder havde rod i registreringsforholdene
Ved tidligere aktioner mod pizzariaer i november 2000 og marts i år afslørede specialgruppen et lignende antal ulovlige forhold.
Kontrolgruppen er et forsøg der kører året ud.