I det fynske folks tjeneste

Speciallæger forlader OUH

Læger og sygeplejersker på nøgleposter forlader Odense Universitetshospital for at arbejde på nye privathospitaler.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Værst ramt er rygkirurgien på OUH's ortopædkirurgiske afdeling, hvor ledende overlæge Niels Dieter Röck for tiden bliver overrendt af personale, der siger op eller ønsker nedsat tid, fordi de vil arbejde på privathospitalerne.

- Da det kørte, som det skulle, havde jeg tre rygkirurger, og nu risikerer jeg at stå tilbage med én, siger han til avisen.

Rygkirurger er en mangelvare, og det er kun lykkedes at fylde hullerne med midlertidige vikarer. Konsekvensen kan ifølge overlægen blive, at akutberedskabet ikke kan opretholdes, og så må et fynsk trafikoffer med en skadet ryg i stedet sendes til Århus eller København.

Niels Dieter Röck tror, det især er højere løn på privathospitalerne, der får hans personale til at sige op. Typisk kan en overlæge tjene 500.000 kroner mere om året ved at arbejde på et privat hospital frem for et offentligt.