Ved Bøgebjerg nord for Kerteminde er en ret specielt udseende og særegen klumpfisk skyllet i land. Det oplyser Fjord & Bælt.
Fisken blev fundet liggende død i strandkanten.
- Jeg har ikke set sådan en før. Derfor afleverede jeg den hos Fjord & Bælt, siger Kukulina Trnka, der tilfældigvis opdagede fisken på en strandtur.
Biolog: Derfor dør klumpfiskene
Ditte Bølle, der er biolog på Fjord & Bælt, forklarer, hvorfor det ikke er usædvanligt, at klumpfisken dør på denne tid af året.
- Klumpfisk lever ikke i Danmark hele deres liv. De kommer her om sommeren, fordi der er masser af vandmænd, som de spiser, siger Ditte Bølle til TV 2/Fyn.
- Om vinteren, når vejret bliver koldt, som det er nu, dør de, for de kan ikke holde til det kolde vejr. Så driver de i land, hvor strandgæster kan falde over sådan en, forklarer biologen.
Klumpfisk kan ikke tåle havtemperaturer, der er lavere end 15 grader.
Fjord & Bælt har frosset klumpfisken ned, så centrets besøgende kan få et nærmere kig på den specielle fisk i løbet af næste år.
Kan veje op mod 2,3 ton
Klumpfisken er ikke en fredet fisk, men den er ikke egnet til at spise. Den lever primært i de store verdenshave, hvor den kan blive helt op til tre en halv meter i diameter og veje 2,3 ton, oplyser Ditte Bølle.
Så stor er fisken fra Kerteminde dog langtfra. Den er 40-50 centimeter i diameter.
Klumpfisken er kendt som den tungeste af alle benfisk og har også rekorden i antallet af æg, den gyder – helt op til 300 millioner æg fra en enkelt hun.
Hvis du finder en lignende klumpfisk eller andre specielle dyr ved stranden, er du velkommen til at kontakte TV 2/Fyn eller Fjord & Bælt.