Speed-dating på Universitetet

Virksomheder og udenlandske studerende kunne i dag finde den jobmæssige kærlighed på Syddansk Universitet.

18 virksomheder og 60 særligt kvikke, udenlandske studerende kunne i dag finde hinanden til en lidt alternativ jobmesse på Syddansk Universitet i Odense.

De skal blive i Danmark

Målet med messen er at få en kontakt mellem de internationale studerende og de danske virksomheder, så der er større chance for at de bliver og arbejder i Danmark efter endt uddannelse.

2103 SDU 1

Georgina fra Spanien er en af de studerende, som er parat til at give Danmark en chance når uddannelsen er slut.

- Jeg håber at få en kontrakt med en virksomhed, eller i det mindste at kunne imponere dem så meget, så jeg måske kan komme i praktik, fortæller Georgina Terrades.

Tre chancer

Hver studerende havde fået lov til at ønske møder med tre firmaer, og så gjaldt det ellers om at sælge sig selv så godt som muligt. Også for virksomhederne, der som den fynske teknologivirksomhed Dinex kæmper for at finde de helt rigtige medarbejdere.

- En virksomhed som os har meget svært ved at tiltrække de kandidater, der gør, at vi kan få de rigtige kompetencer ind i vores virksomhed, fortæller project engineer Rasmus Sørensen om baggrunden for besøget på SDU i dag.

Georgina Terrades fik sine tre samtaler, men ved endnu ikke, om hun er sikker på en fremtid med dansk job.

Oversigt

    Oversigt