I det fynske folks tjeneste

Spejderhytte raseret

Det Danske Spejderkorps\' hytte i Fruens Bøge i Odense er i julen blevet totalt raseret af hærværksmænd. Her holder Sortebrødrespejderne normalt til, men der går et stykke tid, før spejderne igen kan mødes i hytten.

-

Det Danske Spejderkorps\' hytte i Fruens Bøge i Odense er i julen blevet totalt raseret af hærværksmænd. Her holder Sortebrødrespejderne normalt til, men der går et stykke tid, før spejderne igen kan mødes i hytten.


På afstand kan hærværket ikke ses

Hærværket er foregået natten til Lillejuleaften, hvor hærværksmændene først har spist og drukket øl i hytten og senere har smadret, knust og vandaliseret det meste af inventaret.

Dybt ulykkelige
\"Vi er dybt ulykkelige. De har ødelagt gamle klenodier som skind og vandrepokaler, ting der har stor betydning for os, men ikke for andre\", siger juniorleder Esther Larsen om hærværket.

\"Det er altsammen noget, der har hængt her, siden jeg startede som spejder\", siger 10-årige Magnus Johansen, der har været spejder i fire år.

18-årige Christopher Larsen, der også er spejder, siger:

\"Jeg synes, det er forfærdeligt, at nogen kan få sig selv til det. Hvad foregår der i hovedet på de mennesker\"? spørger han.


Et af de ødelagte skind

Glemt taske
Også vagthavende ved Odense Politi, Finn Rasmussen ser alvorligt på sagen efter TV 2/Fyn har vist ham billeder fra spejderhytten.

\"Vi betragter det som meget groft hærværk, og det kan give op til fire års fængsel\", siger han.

Politiet er interesseret i at høre fra folk, der kender til en sort rygsæk, som er efterladt på gerningsstedet.
Der lå blandt andet cigaretter, en deodorant og en invitation til en fest i Højby Forsamlingshus i tasken.

\"Det kan være folk, der har et lovligt ærinde i spejderhytten, som har glemt tasken\", men dem vil vi også gerne høre fra, for så kan vi udelukke det spor i efterforskningen\", siger Finn Rasmussen.

Odense Politi har telefon 66 14 14 48.

 

Ved du noget? Så send os et tip