Spidser er enige: Det drejer sig om tilgangen

Favoritterne til formandsstolen i Region Syddanmark er kun uenige i detaljen. Det var tydeligt, da Stephanie Lose (V) og Poul-Erik Svendsen (S) mødtes i duel i Odeon.

Mellem linjerne blev det tydeligt ved TV 2/Fyns afsluttende valgdebat i kongres- og kulturhuset Odeoen i Odense, at det ikke vil have den store betydning om Stephanie Lose (V) og blå blok beholder magten i Region Syddanmark, eller om Poul-Erik Svendsen (S) og rød blok vil få held til, at løbe med flertallet af pladser i regionsrådssalen i Vejle.

- Det er videnskabeligt dokumenteret, at de kommuner og regioner der kan finde ud af at samarbejde, det er dem der laver de bedste resultater, sagde Poul-Erik Svendsen.

- Skal det være langtidsholdbart, skal det ikke være 21-20, så skal man have snakket sig til rette, diskuteret sig til rette mere bredt, så får man noget der holder, sagde Poul Erik Svendsen, som inden tirsdagens valg har titel som næstformand i regionsrådet.

De to spidskandidater - og formentlig favoritter - til formandsstolen var i det hele taget enige om den overordnede politik, og mente begge, at forskellen ligger i detaljen.

En sammenligning af de to kandidaters profiler i TV 2/Fyns kandidattest viser da også, at enigheden er klar i 12 ud af de 20 spørgsmål - i de resterende otte spørgsmål var uenigheden at finde i detaljen.

Og forskellen på blokkene i regionsrådssalen ligger i tilgangen, mente de to kandidater.

- Det kan være udlicitering og privatisering, hvor der er klare forskelle, forklarede Poul-Erik Svendsen.

Stephanie Lose pegede her på privatisering - eller konkurrenceudsættelse, som også er et andet udtryk for effektivisering:

- Grundlæggende har jeg en tro på en gang i mellem, at undersøge om vi løser opgaven på den bedst mulige måde, sagde Stephanie Lose og pegede konkret på hjælpemiddelområdet, hvor der skal fragtes hjælpemidler ud til borgerne:

- Jeg synes ikke det nødvendigvis er regionens kerneopgave at lege logistik-operatør. Det tror jeg faktisk en privat virksomhed vil kunne løse på en rigtig fin måde, tilføjede Stephanie Lose.

Poul-Erik Svendsen var enig i, at regionen kan give opgaver fra sig:

- Selvfølgelig er der ting der skal i det ligge i det private, men kerneydelser skal ligge i offentlig regi. Det er også derfor jeg har det fint med at vi kører ambulancerne selv.

Igen var der enighed - næsten:

- Man kan jo definere kerneområder på mange måder. For mig at se skal der ikke rokkes ved, at det brede fundament i det danske sundhedsvæsen, det er et stærkt offentligt sundhedsvæsen med lige adgang, sagde den siddende regionsrådsformand, og mente at for eksempel, at screening for tarmkræft godt kan udføres af et privathospital:

- Der hvor det giver mening, og opgaven bliver løst godt, kan vi fint trække private operatører ind, sgade Stephanie Lose.

Oversigt

    Oversigt