I det fynske folks tjeneste

Spirituspåvirket bilist sigtes for drabsforsøg

En 36-årig mand, der var hovedperson i en dramatisk biljagt natten til søndag på Østfyn, blev søndag varetægtsfængslet, sigtet for drabsforsøg

Våbnet var bilen, han kørte i.

Under biljagten forsøgte en betjent at stoppe ham ved at stille sig midt på vejen med udbredte arme, men bilisten kørte direkte mod ham med stor fart, og betjenten måtte springe for livet, skriver Fyns Amst Avis.

Jagten på den 36-årige mand fra Ullerslev begyndte efter et anonymt tip i Refsvindinge.

Flere patruljevogne deltog i jagten. Den stærkt berusede bilist påkørte flere patruljevogne, var tæt på at køre en betjent ned og endte med at hamre frontalt ind i en personbil.

En betjent måtte trække sin pistol for at anholde den 36-årige, skriver avisen.

Han blev ved et grundlovsforhør søndag fængslet i fire uger for forsøg på manddrab på en politimand og særligt farligt forsøg på at hindre en anholdelse.

Den 36-årige kunne intet huske under forhøret, udover at han havde drukket tæt hele dagen.