Spøgelsesbilist dræbte fire

Spøgelsesbilist dræbte alle fire i den bil, han ramte på motorvejen ved Fredericia søndag morgen. Hårdt kvæstet passager overlevede ikke.

En 40-årig københavnsk spøgelsesbilist er den eneste overlevende, efter at han søndag morgen frontalt ramte en modkørende bil på motorvejen ved Fredericia. To kvinder og en mand i den bil, der blev ramt, blev dræbt på stedet, og en mand, der hårdt kvæstet blev kørt til sygehuset i Odense, overlevede ikke sine kvæstelser, oplyser politiet i Fredericia.

De dræbte er et par fra Middelfart samt et par fra nr. Aaby. Den ene af kvinderne var højgravid, skriver B.T.

Det endelige svar på, hvordan det kunne gå så galt, får politiet først, når det bliver muligt at afhøre den bilist, der kørte i den forkerte retning på motorvejen. Han er også indlagt på sygehuset i Odense, og spørgsmålet er, om han kan huske, hvad der skete, når han kommer til hægterne.

Spøgelsesbilisten blev opdaget af en bilist, der kørte parallelt med ham i den rigtige retning over Lillebæltsbroen til Jylland. Bilisten alarmerede politiet, der jagtede efter spøgelsesbilisten fra både Kolding, Vejle og Fredericia, blot for at konstatere, at ulykken var sket.
Sydøstjyllands Politi udsender senere mandag en pressemeddelelse om ulykken.

Oversigt

    Oversigt