Fredag går det forberedende arbejde i gang, og fra 30. maj bliver der lukket for al togkørsel mellem Ringe og Svendborg.
Og fra 22. juni begynder arbejdet på hele strækningen mellem Odense og Svendborg, og i denne periode kører der slet ingen tog på banen.
I den periode, hvor Svendborgbanen er helt eller delvist lukket for tog, indsætter DSB erstatningsbusser, og passagererne må derfor regne med forlænget rejsetid på strækningen.
Banedanmark forventer at afslutte arbejdet 9. august.
Sporet er meget nedslidt
Arbejdet omfatter blandt andet sporombygning af i alt ca. 27 km spor mellem Svendborg og Stenstrup og mellem Odense og Årslev.
Arbejdet omfatter også ombygning af ni jernbaneoverkørsler og udskiftning af to sporskifter i Kværndrup og Højby. Banedanmark vil også reparere 13 broer på strækningen.
Sporet er meget nedslidt, så Banedanmark udskifter gamle, møre træsveller med nye betonsveller og erstatter de slidte skinner med nye.
Når arbejdet er færdigt, forventer Banedanmark, at strækningen vil være mere driftsikker, og der vil opstå færre forsinkelser.
Desuden bliver komforten i togene bedre, da de nye skinner giver en mere jævn kørsel.