Sportsarena til 4000 tilskuere i Odense

Odense Congress Center og Odense Kommune har besluttet, at  entreprenør virksomheden MT Højgaard A/S skal opføre en ny sports-arena til 4.000 tilskuere ved Odense Congress Center.

Skal tiltrække nye arrangementer til Odense

Byggeriet af den nye arena starter allerede til juni og råhuset forventes at stå færdigt i foråret 2007, hvor det skal bruges til bl.a. messer og udstillinger. Den samlede sportsarena med alle faciliteter, foyer, VIP-område mv. færdiggøres inden udgangen af 2007. 

- Jeg er utrolig glad for, at vi nu får sat gang i endnu et af de afgørende projekter i vores kulturstrategi. Sportsarenaen giver nemlig nogle helt nye rammer som vi ikke har haft tidligere. Og så forventer jeg mig en del af, at vi får en professionel samarbejdspartner via Odense Congress Center, der sammen med SportEvent Fyn og det nyetablerede Event House kan trække nye arrangementer til Odense, siger borgmester Jan Boye.

Rådmand for børn- og ungeområdet, Jane Jegind deler Jan Boyes begejstring for den nye arena:

- Sportsarenaens størrelse og indretning betyder, at Odense nu kan tiltrække sports- og kulturarrangementer af en størrelse, som vi ikke tidligere har kunnet afholde. Nu kan vi f.eks lægge hus til det kommende VM i håndbold og Denmark Open i badminton.

Sportsarenaen kan udvides til 5000 tilskuere

Odense Congress Center og Odense Kommune har valgt forslaget fra MT Højgaard fordi det bl.a. udmærker sig ved en utraditionel og fleksibel arkitektur.

- Vi får i første fase plads til 4.000 siddende tilskuere fordelt ligeligt på faste og mobile tribuner, når arenaen benyttes til topidræt. Senere kan dette udvides til 5.000 tilskuere, forklarer Holger Brodersen, adm. direktør for Odense Congress Center, som også ser nogle spændende perspektiver i forhold til et kommende OL i Danmark.

Sportsarenaen er en vigtig brik i realiseringen af Odense Kommunes kulturstrategi til flere hundrede millioner kroner. Arenaen skal derfor ikke udelukkende anvendes til idrætsbegivenheder, men også lægge rammer til helt nye og større kulturarrangementer, rockkoncerter med store navne, shows, ?Holiday on Ice? etc.

- Samarbejdet mellem Odense Congress Center og Odense Kommune om arenaen betyder, at vi fra starten har en professionel samarbejdspartner i forbindelse med driften af arenaen, siger stadsdirektør i Odense Kommune, Jørgen Clausen, og tilføjer at kommunens pris selvfølgelig også bliver væsentligt lavere end, hvis kommunen skulle stå for projektet alene.

Oversigt

    Oversigt