Sportsdirektør: Spelmann kan få stor betydning for OB

Når Martin Spelmann debuterer for OB, forventer klubbens sportsdirektør at se et mere energisk spil.

Det er op til cheftræner Troels Bech at bestemme, hvilke spillere der skal have spilletid i OB i næste sæson.

Men hvis man spørger klubbens sportsdirektør, Jesper Hansen, så skal OB's nye indkøb fra AC Horsens, Martin Spelmann, ikke sidde på bænken.

- Det er helt op til Troels Bech, hvem han sætter på holdet. Men det er klart, at jeg ser Martin som en spiller, der kan få stor betydning for OB.

- Jeg synes, at han er en rigtig dygtig spiller. Og han har noget af det, som jeg synes, at vi godt kan bruge i OB - et arbejdsraseri og en meget udpræget vinderholdning til tingene, siger Jesper Hansen.

26-årige Martin Spelmann har de sidste fem sæsoner spillet i AC Horsens, der måtte se sig placeret under nedrykningsstregen i slutningen af sidste sæson.

Om den energiske midtbanespiller derfor havde planlagt et klubskifte for at blive i Superligaen, vides ikke.

Jesper Hansen kan dog forsikre om, at det var OB, der kontaktede Spelmann - og ikke den anden vej rundt.

Derudover afslører sportsdirektøren, der selv har foretaget rykket fra Horsens til Odense her i sommer, at det var ham selv, der ønskede at få Martin Spelmann på kontrakt i OB, efter at Michael Silberbauer er røget retur til sin schweiziske klub, Young Boys.

- Ja, det var mig. Og det havde jeg selvfølgelig en dialog med Troels Bech omkring. Og han synes også, at Martin er en spændende spiller.

- Så det har vi været enige om lige fra starten af, siger Jesper Hansen, der ikke er bleg for at erkende, at han også trak på sin relation til Spelmann fra deres fælles tid i Horsens:

- Det er klart, at jeg har et rigtig godt kendskab til Martin, fordi han har været mange år i AC Horsens.

- Derfor ved jeg også godt, hvad det er, han står for. Og selvfølgelig har det haft en indvirkning på valget, siger OB-sportsdirektøren.

OB sluttede som nummer 10 i Superligaen i sidste sæson.

Oversigt

    Oversigt