I det fynske folks tjeneste

Sprængning af andehul
var ulovlig

En sprængning med 40 kilo trotyl på en mark ved Øster Hæsinge i fredags var ulovlig. Sprængningen skete i et totalfredet område og ejeren, Ulrik Anthony, havde ingen tilladelse til at sprænge sit andehul. Amtet vil nu bede ejeren om en forklaring.

-

En sprængning med 40 kilo trotyl på en mark ved Øster Hæsinge i fredags var ulovlig. Sprængningen skete i et totalfredet område og ejeren, Ulrik Anthony, havde ingen tilladelse til at sprænge sit andehul.


Naturfredningsfolk og Ulrik Anthonys naboer undrede sig, da de så TV 2/FYN i fredags. Her kunne de se hvordan Ulrik Anthony sprængte et andehul med 40 kg trotyl i et naturskønt og fuglerigt område, der er totalfredet. Sprængningen skete på Ulrik Anthonys mark i Bredholt. TV 2/FYN blev inviteret af Anthony til at filme sprængningen.


\"Normalt skal vi spørge amtet om lov, bare vi ønsker at beskære et træ,\" siger en nabo til Fyens Stiftstidende.


Ingen tilladelse fra amtet


Naboerne har nu henvendt sig til amtet for at høre om de har givet tilladelse til den usædvanlige fremgangsmåde.


\"Jeg har nu undersøgt sagen, og amtet har ikke givet nogen tilladelse til sprængningen, siger kontorchef Ole Elmer.


Men den ulovlige sprængning får dog ikke umiddelbart nogen konsekvenser for Ulrik Anthony.


\"Vi vil nu rette henvendelse til ejeren og bede ham om en forklaring. Først når vi har modtaget en forklaring fra ejeren, vil vi tage stilling til om vi kan lovliggøre andehullet og sprængningen, \" siger Ole Elmer. 


Faaborg Kommune sagde OK


Ulrik Anthony tager amtets krav om en forklaring ganske roligt.
\"Jeg ringede til Skov- og Naturstyrelsen for at få en tilladelse. De sagde, at den skulle jeg have i Fyns Amt. Så ringede jeg til Fyns Amt. De sagde, at jeg skulle henvende mig i min kommune for at få tilladelsen. Og i Faaborg Kommune sagde de, at det var helt i orden, bare jeg ikke sprængte et hul på mere end 100 meter i diameter. Så jeg mener, at jeg har mit på det tørre\", siger Ulrik Anthony i dag til TV 2/FYN.