I det fynske folks tjeneste

Sprængte to poser jord i luften

Udstyret med tre kanonslag kørte en spirituspåvirket knallertfører tirsdag aften en tur forbi Daglig Brugsen i Vissenbjerg og sprang to poser jord i luften.

Udstyret med tre kanonslag kørte en spirituspåvirket knallertfører tirsdag aften af ukendte årsager en tur forbi Daglig Brugsen i Vissenbjerg og sprængte to poser jord i luften. Han bliver nu sigtet for tre lovovertrædelser

Klokken 22.42 blev politiet alarmeret om sprængningen, hvor to poser spagnum på hver især 100 liter lå sprængt i stykker foran forretningen.

- Personen havde proppet et ulovligt kanonslag i hver pose jord og altså sprængt dem i stumper og stykker. Hvorfor, aner vi ikke, siger vagthavende Lars Fredensborg fra Fyns Politi.

Kort efter ankomst til stedet kunne politiet anholde den 24-årige knallertfører, der kørte rundt i området. Han var spirituspåvirket og i besiddelse af et tredje kanonslag.

Han bliver derfor sigtet for i alt tre lovovertrædelser; spirituskørsel, hærværk og overtrædelse af fyrværkeriloven, fortæller vagthavender Lars Fredensborg fra Fyns Politi.

Ved du noget? Så send os et tip