Spritbilist efterlod kvæstet medpassager

En 29-årig bilist stak fredag aften af fra sin bil efter at han var drønet ind i et vejtræ. Den berusede bilist efterlod sin tilskadekomne medpassager i den smadrede bil.

Ulykken skete på Krogsbøllevej på Nordfyn fredag aften. Chaufføren mistede herredømmet i et sving og bilen rullede gennem vejrabatten før den kolliderede med et vejtræ.

Den 29-årige litauer kunne selv kravle ud af bilen, men hans kammerat fik lårbensbrud og kunne ikke komme ud.

Det forhindrede dog ikke den 29-årige mand i at stikke af fra Krogsbøllevej. Han blev kort efter anholdt, mens redningsfolk kom hans kammerat til undsætning.

Han blev kørt til OUH, hvor han er blevet behandlet hele natten. Politiet forventer først at kunne afhøre manden i løbet af lørdag.

Den 29-årige chauffør vil blive sigtet for spirituskørsel og for at stikke af fra ulykkesstedet.

Oversigt

    Oversigt