Spritbilist knækkede el-mast

En 20-årig mand fra Faaborg kørte natten til lørdag ind i en el-mast i Glamsbjerg. Masten knækkede og el-ledninger med strøm i faldt til jorden, hvorefter han stak af. Svineri, siger politiet

Livsfarligt

Kort efter midnat påkørte en synlig spirituspåvirket mand en el-mast på Rønnevej i Glamsbjerg.

El-ledningerne med strøm i faldt til jorden, der ifølge vidner slog gnister. Manden stak af bagefter.

- Det er noget svineri bare at stikke af. Det er jo faktisk livsfarligt, siger vagthavende ved Assens Politi til TV 2/FYN, der fortæller, at el-værket måtte tilkaldes og lukke for strømmen i området.

Vidner så dog manden, og han blev senere anholdt af politiet.

Fuld kvinde i rundkørsel

Det var dog ikke den eneste spritbilist i Glamsbjerg. Fredag aften påkørte en 61-årig fuld kvinde en 50-årig mand fra Odense.

Kvinden kunne i sin brandert ikke helt styre sin bil i en rundkørsel på Odensevej, og kørte derfor ind i manden.

Ingen personer kom til skade ved uheldene.

Politiet afventer nu resultaterne fra blodprøverne.

Oversigt

    Oversigt