Spritbilister løs i det fynske natteliv

Kørte slingrende hen ad motorvejen: Fire bilister er sigtet for at køre fulde rundt i nat

Selvom Fyns Politi ikke var på særlig jagt efter spritbilister, var der alligevel flere, der blev sigtet i aftes og nat for at sætte sig bag rattet i beruset tilstand.

Først gik en stærkt beruset bulgarsk mand årgang 1973 i nettet på Svendborgmotorvejen nord for Ringe.

- Manden kørte så slingrende, at en bagvedkørende valgte at slå alarm til politiet, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Steen Nyland.

20 minutter over midnat var det en 39-årig mand, der kørte fuld rundt i Nørre Aaby. 17 minutter senere tog politiet en lokal 21-årig mand beruset bag rattet på Haugevej i Stige.

Og kl. 5.16 sluttede festen for en 26-årig mand i Vindegade i Odense. I lighed med aftenens andre spritbilister er han sigtet og har fået taget en blodprøve.

- Det er for mange, lyder det fra vagtchefen om antallet af spritbilister i nat.

Oversigt

    Oversigt