I det fynske folks tjeneste

Sprognævnsdirektør: - Jeg kunne ikke drømme om at flytte til Bogense

Selvom Dansk Sprognævn skal flytte til Bogense, vil institutets direktør Sabine Kirchmeier blive boende i Farum. Hun er klar til den to og en halv time lange pendlertur flere gange om ugen.

Foto: Sofie Mathiassen, Ritzau Scanpix

Bortset fra at ordet "Bog" indgår i byens navn, har det været vanskeligt at få øje på den dybere mening i, at Dansk Sprognævn absolut skulle flytte fra København til den nordvestfynske by, Bogense.

Men sådan blev det altså, da regeringen og Dansk Folkeparti tog endnu en runde med flytning af statslige institutioner til provinsen. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det kunne jeg ikke drømme om

Sabine Kirchmeier

Det får store konsekvenser for instituttets 12 fastansatte medarbejdere og dermed også for direktøren Sabine Kirchmeier, som er et kendt ansigt i Furesø.

Læs også Dansk Sprognævn: Flytning til Bogense bliver svær

Studerede i Odense

Hun har tidligere været borgmesterkandidat for Socialdemokraterne og var indtil for en måned siden formand for den lokale partiforening.

Nu kan Sabine Kirchmeier se frem til en tur på to en halv time i tog og bus for at komme på arbejde. Ikke desto mindre kunne hun ikke drømme om at flytte fra bopælen i Farum Landsby.

- Nej, det kunne jeg ikke drømme om. Jeg har boet her i så mange år og har venner og familie i nærheden, siger Sabine Kirchmeier og fortsætter:

- I sin tid tog jeg min ph.d. i Odense og pendlede frem og tilbage i tre år. Det var, før broen blev lavet, og det var en tur på fire timer hver vej, så jeg kender turen. I det hele taget satser vi på, at medarbejderne vil pendle til Bogense. Ikke en eneste nuværende medarbejdere flytter til Bogense, så det bliver svært. Dermed er vi i samme båd som flere andre institutter, som har svært ved at klare flytningen, forklarer Sabine Kirchmeier.

Fynsk folketingsmedlem: Odense var mere oplagt

En del af løsningen bliver naturligvis hjemarbejdspladser. Ikke mindst fordi instituttets mødeaktivitet primært finder sted i København.

Ingen har indtil videre kunnet levere en ordentlig forklaring på, at Dansk Sprognævn lige præcis skal til Bogense, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Selv Dansk Folkepartis fynske folketingsmedlem Alex Ahrentsen har været ude i medierne med en melding om, at Nyborg eller Odense var mere oplagte steder.