Sprognævnsdirektør siger op efter flytning til Bogense

Dansk Sprognævn skal snart flytte til Bogense, men det bliver uden Sabine Kirchmeier som direktør. Hun har nemlig opsagt sin stilling.

Sabine Kirchmeier skal ikke længere være direktør for Dansk Sprognævn, nu hvor det flytter fra København til Bogense fra april 2019. 

Det oplyser Kulturministeriet i et jobopslag, hvor det søger efter instituttets nye direktør. 

- Den nuværende direktør har opsagt sin stilling, og derfor søger vi en ny direktør til at stå for den daglige ledelse af Dansk Sprognævn og sikre den bedst mulige udnyttelse af institutionens faglige og administrative resurser.

Sådan står der i stillingsopslaget, der dermed gør det klart, at Sabine Kirchmeier ikke længere skal være direktør for det meget omdiskuterede institut, når det flytter til Fyn. 

Om den nuværende direktør har sagt op på grund af flytningen af arbejdspladsen, er stadig uvist. Men noget kunne tyde på det, hvis man ser på tidligere udtalelser fra Sabine Kirchmeier til TV 2/Fyn. 

Til spørgsmålet, om hun nogensinde kunne forestille sig at tage turen på to en halv time i tog og bus for at komme på arbejde, svarede hun:  

- Nej, det kunne jeg ikke drømme om. Jeg har boet her i så mange år og har venner og familie i nærheden.

Flytter til januar

Regeringen og Dansk Folkeparti besluttede i januar 2018, at flere statslige institutioner skal flytte til provinsen. Dansk Sprognævn var én af de statslige institutioner, der skal flytte. 

Og Bogense skal fra april 2019 være instituttets nye hjemby. 

Ifølge Sabine Kichmeier får flytningen store konsekvenser for instituttets 12 fastansatte medarbejdere. 

- I sin tid tog jeg min ph.d. i Odense og pendlede frem og tilbage i tre år. Det var, før broen blev lavet, og det var en tur på fire timer hver vej, så jeg kender turen. I det hele taget satser vi på, at medarbejderne vil pendle til Bogense. Ikke en eneste nuværende medarbejdere flytter til Bogense, så det bliver svært. Dermed er vi i samme båd som flere andre institutter, som har svært ved at klare flytningen, fortalte Sabine Kirchmeier til TV 2/Fyn. 

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Sabine Kirchmeier. 

Oversigt

    Oversigt