Stabil vækst hos Svendborg Brakes

60 millioner kroner i kassen hos kendt Svendborg-virksomhed sidste år. Vindmøller trækker indtjeningen.

Hos Svendborg Brakes i Vejstrup er man glade for vindmøller.

Det er nemlig bremse-systemer til vindmølleindustrien, der i høj grad var med til at sikre penge på kistebunden i 2016.

Selskabets afsætning til gas-, olie- og mineindustrien faldt markant som følge af de lave oliepriser, der var med til at sætte investeringerne i stå.

Alligevel lykkedes det Svendborg Brakes at hæve omsætningen fra 420 til 465 millioner kroner, mens indtjeningen tog et hop fra 40 til 60 millioner kroner før skat.

Samtidig med den stigende omsætning har Svendborg Brakes nedbragt omkosningerne i 2016. Der er blandt andet sparet på lønudgifterne. Omregnet til heltidsansatte faldt medarbejdertallet fra 175 til 164.

 Svendborg Brakes ledelse er dog optimister for indeværende år.

 - Selskabet har modtaget anerkendelse fra kunderne for at være markedsledende på service og især innovation med et globalt fodaftryk, og overordnet set er de oprindelige resultatforventninger ved indgangen til 2016 opfyldt, og bestyrelsen i Svendborg Brakes betragter indtjeningen som tilfredsstillende, hedder det.
 
Desuden betegner ledelsen prognoserne for vindmølleindustrien som fortsat og forventer en omsætning for 2017 på niveau med 2016 - men med en positiv udviklingstendens. 

Svendborg Brakes blev i 2008 solgt af stifterne Erik Skjærbek og Jan Struve til kapitalfonden Doughty Hanson for 3,4 milliarder kroner. Overskuddet dengang var på 206 millioner kroner før skat.

Svendborg Brakes er i dag ejet af den amerikanske industrikoncern Altra.

Oversigt

    Oversigt