I det fynske folks tjeneste

Stadig ikke dna-match

Fyns Politi har fået svar på 34 af 50 dna-prøver i sagen om overgreb på små piger. Ingen af dem matcher gerningsmandens dna.

I sagen om sexovergreb på to piger på Fyn har Fyns Politi nu fået svar på 34 dna-prøver, men der er ikke nogen, som matcher politiets dna-register.

Over 50 mænd har nu frivilligt afleveret mundskrab, oplyser vicepolitiinspektør Henrik Justesen, Fyns Politi.

- Vi har foreløbig fået svar på 34 af de indsendte dna-prøver. Men desværre har vi endnu ikke fået noget match. Vi fortsætter ufortrødent arbejdet med at finde gerningsmanden, siger Henrik Justesen.

Han venter flere dna-svar midt i næste uge.

Politiet har en dna-profil på den mand, der med tre ugers mellemrum har bortført og sexkrænket to piger i Øster Skerninge og Refsvindinge på Fyn. Det står fast, at det er en og samme mand, der begik overgrebene.

Det første overgreb fandt sted i Øster Skerninge ved Svendborg for fire uger siden. Her gik det ud over en 11-årig pige.

Tre uger efter gik det ud over en 10-årig pige fra Refsvindinge ved Nyborg. Begge piger var på vej hjem fra skole og SFO, da de blev tvunget ind i en bil og misbrugt seksuelt.

Politiet leder efter en mørkerød bil af ældre model.

Pigerne har beskrevet gerningsmanden som: En voksen mand, dansktalende, almindelig af højde og bygning, måske lidt kraftig. Han var iført en sort eller mørk strikhue, sort eller mørk bluse, mørkeblå cowboybukser og sorte kondisko. Han var ikke iført en jakke.

Ved du noget? Så send os et tip