I det fynske folks tjeneste

To år efter byggesag: Stadig ingen opklaring i sag om embedsmisbrug

I 2017 blev en medarbejder i Odense Kommune fyret og politianmeldt, men sagen er endnu ikke opklaret. Det, synes medarbejderens fagforening, er et stort problem.

00:13

Formand for Ansattes Råd i ingeniørforeningen, Morten Thiessen, er frustreret på den fyrede medarbejders vegne. Det er problematisk, at der går så lang tid, før sager afgøres.

En medarbejder i by- og kulturforvaltningen blev i 2017 fyret fra sin arbejdsplads og politianmeldt grundet alvorlig mistanke om embedsmisbrug. Men mere end to år efter er sagen stadig ikke opklaret, og den tidligere medarbejder har derfor ikke fået nogen afklaring.

I Ingeniørforeningens fagforening IDA, som er den fyrede medarbejders fagforening, vækker det stor frustration, at der er gået så lang tid og stadig ikke er færdigbehandlet.

- I al den tid, hvor sagen ikke er afgjort, sidder vores medlem og er lidt låst af situationen. Han kan ikke komme videre, for han er hverken dømt eller frikendt. Det giver nogle begrænsninger på, hvad han kan, siger formand for Ansattes Råd i ingeniørforeningen IDA, Morten Thiessen.

Læs også Embedsmisbrug: Medarbejder bortvist med øjeblikkelig virkning

Et stort puslespil

Hos Fyns Politi kan de godt forstå, at det er frustrerende at vente på, at der kan komme en afgørelse i sagen.

- Jeg kan ikke udtale mig om den specifikke sag, men generelt omkring sager der omhandler økonomisk kriminalitet er der en stor kompleksitet, og de kan være omfangsrige, så det tager generelt lang tid. På nogle områder kan det groft sagt sammenlignes lidt med at samle et puslespil. Puslespillet er stort, og brikkerne er små, og derfor tager det lang tid at få det fulde billede, fortæller Jens Langdal, der er vicepolitiinspektør hos Fyns Politi.

Viceinsprektør hos Fyns Politi Jens Langdal kan godt forstå, at der er frustration i fagforeningen, men politiet er presset, og økonomiske sager tager lang tid at behandle. Foto: Alexander Aagaard

Han forklarer, at de har arbejdet kontinuerligt med netop sagen om embedsmisbrug, siden de fik anmeldelsen i 2017, men at det varierer meget fra sag til sag hvor lang tid, det tager.

- Både datamateriale, regnskabsmateriale og afhøringer kan spille ind på tiden for sagsbehandlingen. Økonomisk kriminalitet tager lang tid, forklarer Jens Langdal.

Stærkt utilfredsstillende

Morten Thiessen har dog svært ved at acceptere, at der er gået så lang tid siden anmeldelsen, og at den stadig ikke er færdigbehandlet.

- Det finder vi stærkt utilfredsstillende. Vi går alle sammen ind for, at vi skal have en stærk retsstat, men den skal også være effektiv, og det er det her ikke et udtryk for, siger han.

Læs også Presset politi på Fyn: Her er problemerne afdeling for afdeling

I maj fortalte en medarbejder på et møde i den fynske kreds af politiforbundet, at der var mere end 2000 sager i økonomisk kriminalitet. 

- Efterforskning er altid afhængig af ressourcer. To år kan virke som lang tid, men i sager om økonomisk kriminalitet kan der være utrolig mange omfangsrige og komplekse faktorer, der spille ind. Og vi arbejder, så hurtigt vi kan også i den her sag, understreger Jens Langdal.

Formand for ansattes råd i ingeniørforeningen, Morten Thiessen, synes, at det er et problem, at der går så lang tid, før sager som den fra 2017 bliver færdigbehandlet. Foto: Alexander Aagaard

Men for fagforeningen er det ikke godt nok.  

- Han får svært ved at opsøge andre jobs. Der vil hele tiden stå en mistanke om folk, når de har sådan en sag hængende over hovedet, uanset om de er skyldige eller ej, siger Morten Thiessen.