Fodbold uden kontanter: Stadion bliver kontantløs

Gæster på Odense Stadion kan fra december kun betale med kreditkort eller andre betalingsmidler, der ikke er kontant.

Hvis du skal se en OB-kamp eller et andet hold i aktion på Odense Stadion, så skal du forberede dig på at lade kontanterne blive hjemme.

quote Det kontantløse stadion er en milepæl for OB, som vi har set frem til i lang tid

Kommercielchef i OB, Jack Jørgensen

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Odense Sport og Event. 

- Det kontantløse stadion er en milepæl for OB, som vi har set frem til i lang tid. Det er et stort skridt i klubbens digitale transformation, der skal bidrage til at give vores fans en bedre stadionoplevelse, når de er på Nature Energy Park, siger kommercielchef i OB, Jack Jørgensen.  

Hvis man alligevel er kommet af sted til Odense Stadion uden kreditkort eller MobilePay, så er det muligt at veksle kontanter til værdikort, der kan bruges på stadion. Vekselboderne bliver placeret ved hovedindgangen samt familie- og den såkaldte Albani-zone.

Godt for de frivillige 

Den kommercielle chef lover, at et kontantløst stadion kommer med goder for stadionets medhjælpere. 

- Det har den fordel, at det gør arbejdet en hel del nemmere for vores frivillige, der betjener tribuneboderne på stadion, siger Jack Jørgensen.

På Fyn findes også andre kontantløse events. Eksempelvis er Tinderbox kontantløs. Det samme gælder for Heartland. 

Den kontantløse udgave af Odense Stadion gælder fra første december. Samme dag tager OB imod Vendsyssel FF decembers første opgør. 

Oversigt

    Oversigt