Stadsdirektør bekræfter: Tweets ligger i en gråzone

Stadsdirektør i Odense Kommune, Stefan Birkebjerg Andersen, bekræfter nu, at nogle af tweetne på Odense-borgmester Peter Rahbæk Juels (S) forvaltningsdrevede tweeter-profil befandt sig i en gråzone.

Først fjernede Odense Kommune to tweets på Peter Rahbæk Juels (S) twitterprofil, fordi de var i strid med reglerne.

Nu erkender Odenses stadsdirektør, at flere tweets befandt sig i en gråzone.

quote Jeg bekræfter, at der er nogle af de tweets på borgmesterens profil, som skønsmæssigt må siges at ligge i en gråzone.

Stefan Birkebjerg Andersen, Stadsdirektør, Odense Kommune.

- Jeg bekræfter, at der er nogle af de tweets på borgmesterens profil, som skønsmæssigt må siges at ligge i en gråzone, siger Stefan Birkebjerg, stadsdirektør i Odense Kommune, til TV 2/Fyn.

Den melding kommer umiddelbart i kølvandet på, at Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøls mandag aften sendte sit svar til Folketingsmedlem Pernille Bendixen (DF).

Hun stillede for nylig et pragraf 20-spørgsmål til ministeren angående Odense-borgmester Peter Rahbæk Juels twitter-sag. I sit svar ønsker ministeren ikke at forholde sig til konkrete tweets.

Ministerens svar glæder ikke desto mindre Stefan Birkebjerg Andersen.

- Ministerens svar er hverken en frikendelse eller en dom. Det ministeren giver os er de generelle regler og rammer for samspillet mellem den kommunale forvaltning og borgmester og rådmænd. Og de regler og rammer, ministeren lister op, svarer meget nøje til det, jeg selv og vores juridiske chef har skrevet til Odense byråd, siger Stefan Birkebjerg Andersen.

Har de her regler og rammer givet anledning til, at I kigger på praksis på ny?

- Altså reglerne og rammerne har vi aldrig været i tvivl om. Men den konkrete praksis er altid underlagt en løbende vurdering i den kommunale forvaltning. Om man har ramt rigtigt, eller om det lige er gået hurtigt nok med et enkelt af de opslag, der har været, siger Stefan Birkebjerg Andersen.

Oversigt

    Oversigt