I det fynske folks tjeneste

Stærke debattører: I dag taler fremtidens vælgere

Skolevalg 2017: TV 2/FYN er med live, når eleverne i de ældste klasser går til prøvevalg og giver et praj om fremtidens magtfordeling på Christiansborg.

Foto: Ole Holbech

De sidste valgtest skal tages, inden krydset skal sættes, og der dækkes op til valgfest.

Korinth Efterskole er en af de 54 fynske skoler, der de seneste tre uger har beskæftiget sig med valgkampagner og mærkesager. I samfundsfag er de blevet klogere på, hvilket parti, der bedst stemmer overens med deres egne holdninger.

- Nogle af dem kender det (red. Skolevalg) fra folkeskolen og har prøvet det før, og de synes det er fedt, fortæller Klaus Wiinberg.

Klaus Wiinberg er konstitueret forstander og var også med inde over skolevalget sidste år på Korinth Efterskole. Eleverne i 9. og 10. klasse har haft hvert deres modulfokus; orientering af mærkesager, oprettelse af kampagne og til sidst oprettelse af partiprogram.

Læs også Skolevalg 2017: Elever i Glamsbjerg debatterer lystigt

- De er nogle stærke debattører. De ved godt, hvem de selv er som personer, og deres holdninger kommer meget i spil på efterskoler. De udfordrer sig selv og dem, de har omkring sig, så der kommer nogle gode diskussioner, fortæller Klaus Wiinberg.

Skolernes minister til valgfest i Korinth

Undervisningsminister Merete Riisager deltager også i dele af valgfesten på Korinth Efterskole. Her holder hun oplæg for eleverne og skal interviewes om folkeskolen og demokrati.

- Jeg er meget imponeret over den indsats, som både lærere og elever lægger for dagen med skolevalgsforløbet. Eleverne var for eksempel engagerede og spurgte lystigt til forskellige mærkesager til den paneldebat, som jeg overværede på en skole. Det er et tegn på, at eleverne har taget Skolevalg til sig og går op i det, siger undervisningsministeren til TV 2/FYN.

Erfaringerne fra Skolevalg 2015 er, at de deltagende elever fik en styrket viden om politik og fik styrket deres selvtillid. Derfor har undervisningsministeren også store håb for Skolevalg 2017.

- Det er netop en vigtig del af skolens opgave at forberede eleverne til deltagelse og medansvar som borgere i vores demokratiske samfund. Derfor er det også positivt, at så mange lærere har tilmeldt deres klasser til Skolevalg, og jeg håber, at eleverne i år får mindst ligeså meget ud af at være med, siger Merete Riisager.

Om de unge så også vil bruge deres stemme, når de fylder 18 år, er Klaus Wiinberg slet ikke i tvivl om.

- Det tror jeg helt bestemt. Der er en større synlighed af unge mennesker, der er politisk aktive. Der er ingen tvivl om, at det øgede fokus giver dem en interesse, og jeg oplever faktisk, at ungdommen er meget mere engagerede, end vi har set tidligere.

Du kan følge valgaftenen på TV 2/FYN og TV 2/FYN Nyhedskanalen i aften og få valgresultatet for Skolevalget 2017.

Læs også Statsministeren har udskrevet valg: 54 fynske skoler kan stemme