I det fynske folks tjeneste

Stærkt firkløver bag nyt skolemadsprojekt

Eleverne på Nymarkskolen i Svendborg skal selv være med til at lave maden i deres skolemadordning.

Nymarkskolen i Svendborg får madordning, hvor eleverne selv skal være med til at lave maden.

Svendborg Kommune sætter med bistand fra University College Lillebælt, Aalborg Universitet og Smagen af Fyn maddannelse på skemaet hos Nymarkskolens ældste elever i projektet LOMA (lokal mad).

Nymarkskolen i Svendborg er den første fynske folkeskole, der etablerer en madordning, hvor maden til eleverne skal laves lokalt i skolens eget køkken med lokale råvarer.

Klasserne skal på skift deltage i at tilberede maden, sammen med de professionelle i køkkenet, som en del af den generelle undervisning.

Birgit Villebro er leder af Nymarksskolen, og hun glæder sig til at få gang i madordningen:.

- Klasserne deltager i madlavningen for at fremme maddannelse, sundhed, fællesskab og faglige viden. Vi tænker det som en efterskole uden senge, siger hun.

Politisk har projektet en stor bevågenhed og følges op af et ønske om, at LOMA-konceptet på sigt kan blive udbredt på alle skoler.

- Der er tale om et projekt, hvor dannelse og læring går hånd i hånd. Derfor er jeg også rigtig glad for, at projektet indgår i Budget 2012 i forhold til den driftsmæssige del. Den anlægsmæssige del bliver der taget stilling til først i det nye år, udtaler en glad udvalgsformand Hanne Klit.

Selve LOMA-projektet vil blive iværksat i skoleåret 2012/13.

Ved du noget? Så send os et tip