Stærkt team samlet i nyt center for hjerneskadede

Faaborg-Midtfyn Kommune indvier i dag helt nyt center for Hjerneskadede i Hillerslev.

- Jeg har en forventning om, nej, jeg er faktisk helt sikker på, at det her bliver fantastisk, siger Lonnie Braagaard med dirrende stemme inden den officielle åbning af Faaborg-Midtfyns nye center for hjerneskadede. Hun er formand for den sydfynske afdeling af Hjerneskadeforeningen og forklarer:

- Her går du ind af én dør og møder så alt det personale, du har brug for! Tidligere skulle du måske tale med en fysioterapeut det ene sted. Derfra videre til en socialrådgiver et andet sted. Og når man er hjerneskadet, er det både trættende og kan virke uoverskueligt.

Center undervejs i flere år

Centeret, der skal gøre det hele nemmere for Faaborg-Midtfyns hjerneskadede, er placeret i Hillerslev og åbner, som den slags sig hør og bør, med taler og åbent hus tirsdag eftermiddag. Forud er gået en flereårig proces, hvor kommunen blandt andet inviterede Hjerneskadeforeningen med på råd.

- Jeg tror, at vi har talt om det i tre-fire år. Og de, altså kommunens folk, har virkelig lyttet til tanken om at samle det hele et sted, smiler Lonnie Braagaard og glæder sig allerede til nogle af de ting, som hun kan bidrage med.

- Vi laver nogle aftener, hvor vi får noget god mad og en god snak bagefter. Men vi har også både mande- og tøseaftener. For mænd, der bliver ramt af en hjerneskade, har også brug for at snakke med andre mænd - uden at deres koner er til stede. Det kan være, at de har ændret personlighed, og så er man pludselig ikke den person, man var, da man blev gift. Det giver frustrationer, det er vigtigt at få luft for. Og det samme gælder jo til tøseaftenerne, fortæller Lonnie Braagaard. 

 

Kolleger styrker hinanden

Også fra kommunal side er der store forventninger til centeret i Hillerslev lidt vest for Ringe.

- Der er ikke tale om en opnormering af området. Styrken ligger i, at vi samler i alt 18 ansatte det samme sted. Der sker bare noget, når man er der sammen. Og så skaber det jo et meget mere overskueligt tilbud for borgerne, slår Elsebeth Elsted fast. Hun er leder af Træning, Aktivitet og Rehabilitering i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Tilbage hos Lonnie Braagaard er glæden for det nye center tilsat personlig erfaring. I 1998 blev hun ramt af en virus på hjernen. Og livet blev aldrig det samme igen. Hun er i dag førtidspensionist,

quote Nu har jeg det så godt, at jeg kan give noget videre til andre med hjerneskader.

Lonnie Braagaard, formand for den sydfynske afdeling af Hjerneskadeforeningen.

- Dengang mistede jeg evnen til at have flere bolde i luften ad gangen. Jeg kunne kun læse meget dårligt og havde svært ved at finde vej. Over årene har jeg fået det bedre. Nu har jeg det så godt, at jeg kan give noget videre til andre med hjerneskader. Det giver god mening og føles rigtig godt, siger Lonnie Braagaard, der i den sydfynske afdeling af Hjerneskadeforeningen er formand for cirka 130 medlemmer.

Faaborg-Midtfyns Hjerneskadecenter, Hillerslev.

 

Oversigt

    Oversigt