I det fynske folks tjeneste

Så er det i nat ...: Stationsuret er ti minutter om at stille om til sommertid

Når urene skal stilles til sommertid, bliver Banedanmarks 1.700 ure omstillet på ti minutter fra Frankfurt.

I nat skal urene stilles frem fra 02.00 til 03.00. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix/arkiv

Natten til søndag stiller vi urene til sommertid. Hos Banedanmark, som driver og vedligeholder de danske statsejede jernbaner, har man ansvar for at indstille urene på togstationerne.

Det drejer sig om cirka 1.700 ure fordelt på stationer og perroner over hele landet.

Klassisk huskeregel

Har du svært ved at huske, hvilken vej viserne skal drejes når der skiftes fra vintertid til sommertid - og tilbage igen, så er det måske nemmere at huske på denne simple regel:
Om sommeren skal uret stilles frem - ligesom havemøblerne.
Om vinteren stilles uret tilbage - ligesom havemøblerne.

Der skal dog ikke en ansat ud at stille på alle viserne. Urene er nemlig styret af et radiosignal fra Frankfurt i Tyskland.

Signalet indeholder information om år, måned, dato og klokkeslæt og udsendes hvert minut.

- Vi har 235 hovedure, som styres fra Frankfurt. Når de ændrer tiden til sommertid, stilles vores ure også automatisk, forklarer Peter Svendsen, trafikdirektør i Banedanmark.

Hovedurene modtager signalet omkring klokken 02.00. Derfra bliver signalet sendt videre til de resterende ure rundt om i landet, og ti minutter senere viser alle ure på landets stationer klokkeslættet 03.10.

Urene har været styret af radiosignaler siden 2010. Inden da var det en større opgave at få justeret urene de to gange om året, hvor viserne skal rykkes.

Også det danske kongehus råder over mange ure, som er fordelt på Kongehusets ejendomme. Kongehuset oplyser, at de har omkring 100 ure på Amalienborg - de skal til gengæld omstilles ved håndkraft.

Skift til sommertid giver lysere nætter

Få her baggrunden for, hvorfor vi ændrer tiden.

 

Solen skinner, der er varme i luften, og natten til søndag skifter vi til sommertid. Det betyder flere lyse sommeraftener.

 

Læs her, hvorfor vi sætter urene frem og tilbage hvert år:

  • Sommertid blev indført af Østrig og Tyskland i 1916 for at spare energi og olie.
  • Formålet er at få mest ud af dagslyset om aftenen og derved spare strøm til lys.
  • Sommertiden blev afprøvet i Danmark første gang under Første Verdenskrig i 1916. Anden gang var i perioden 1940 til 1948.
  • Ordningen blev permanent i Danmark i 1980.
  • Efter en standardisering i EU i 1996 har vi sommertid fra sidste søndag i marts til sidste søndag i oktober. Resten af året har vi dermed normaltid - også kaldet vintertid.
  • Skiftet til sommertid sker natten mellem lørdag og søndag, når klokken går fra at være 01.59 til at blive 03.00.
  • Der findes en huskeregel for, om man får en time mere eller mindre. Den lyder, at uret skal stilles frem, når det er tid til at sætte havemøblerne frem. Det skal stilles tilbage, når havemøblerne stilles tilbage.

Kilder: Den Store Danske, EUR-Lex og Ritzau

Se mere

Sommertid og vintertid kan snart være fortid

Natten til søndag skifter vi til sommertid, men det kan være slut fra 2021.

Natten til søndag stiller vi urene en time frem, og det betyder en time mindre søvn, men flere lyse sommernætter.

 

Fra 2021 kan det dog være slut med at stille urene to gange om året.

 

Læs her, hvor tæt på afskaffelsen af sommer- og vintertid er.

  • Et flertal i Europa-Parlamentet mener, at det skal være slut med at skifte mellem sommer- og vintertid. 
  • Medlemmerne i Europa-Parlamentet stemte og vedtog tirsdag den 26. marts parlamentets holdning til forslaget fra EU-Kommissionen, der går på at afskaffe skiftet mellem sommer- og vintertid.
  • EU er med afstemningen et skridt nærmere et nyt direktiv om den sæsonbestemte omstilling af tid.
  • De afsluttende forhandlinger kan dog ikke indledes, før EU-landene har taget stilling til forslaget. Foreløbig har der været meget begrænset opbakning. 
  • Det skal være op til de enkelte EU-lande at beslutte, om man vil justere på uret. Et krav er, at det ikke må få konsekvenser for det indre marked.
  • Medlemslandene skal ifølge forslaget vælge mellem at have enten sommer- eller vintertid hele året.
  • Hvis medlemslandene kan blive enige om sommertid, skal urene stilles sidste gang den sidste søndag i marts 2021. Er det vintertid, bliver det den sidste søndag i oktober 2021.

Kilde: Ritzau

Se mere