I det fynske folks tjeneste

Statsadvokat: Pædofilidom til fynske skuespillere for mild

Flere drenge blev seksuelt forulempet af to fynske amatørskuespillere, men straffen mod de to er for mild, mener anklagemyndigheden. Ankesagen begynder tirsdag.

Statsadvokaten i Viborg valgt at anke den dom, som Retten i Svendborg afsagde i sagen i oktober.

Her blev to mænd på 31 og 21 år - de to er kærester - idømt henholdsvis fem et halvt og to et kvart års fængsel i sagen.
Anklagemyndigheden havde krævet henholdsvis ti og seks års fængsel til de to. Drengene var i alderen 9-14 år.

- Vi anker sagen i fuldt omfang, så der skal ske en ny bevisførelse i landsretten, fortæller senior anklager Jakob Brøgger Nielsen.

De dømte i sagen er kendt i det lokale teatermiljø i Nyborg. Blandt andet har de medvirket i Nyborg Voldspil, hvor der også medvirker børn.

Da byretten afsagde dom i sagen, tilkendegav de to, at de ikke ville anke dommen til landsretten. Men anklagemyndigheden ser altså anderledes på sagen.

Læs også Skuespillerpar dømt for sexovergreb på drenge

Byretten valgte at frifinde mændene for en del af anklagerne. Mændene var tiltalt for at krænke otte af drengene, men retten fandt kun beviser for, at seks af drengene var blevet forulempet. Derudover vurderede retten, at mændene ikke havde udnyttet deres "fysiske eller psykiske overlegenhed" bortset fra ét tilfælde.

Den detalje har stor betydning for strafudmålingen i sagen. Det fremgår, hvis man dykker ned i de såkaldte forarbejder til loven - altså de synspunkter, som Justitsministeret meldte ud i forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget.

Her står der, at et enkeltstående overgreb på et barn, hvor den voksne udnytter sin fysiske eller psykiske overlegenhed, strafmæssigt skal sidestilles med en fuldbyrdet overfaldsvoldtægt mod en voksen. Det vil sige to et halvt års fængsel.

Læs også Teater-direktør efter dom: Straffen kan ikke blive for hård

I modsætning til paragraffen om voldtægt, så indeholder bestemmelsen om seksuelt overgreb på et barn under 15 år ikke et krav om, at gerningsmanden anvender vold og trusler.

Men når der er tale om flere samlejer og flere ofre, så skal straffen have et væsentligt nøk opad, fremgår det af Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget.

Jakob Brøgger Nielsen fortæller, at anklagemyndigheden i landsretten vil gå efter den straf, som man oprindeligt krævede i byretten, altså fængsel i henholdsvis seks og ti år.

Ankesagen begynder i Østre Landsret i Odense tirsdag klokken 13, og der er afsat retsmøder til og med fredag.