Statsforvaltning advarer om friordning til regionrådsformand Holst

Statsforvaltningen for Region Syddanmark råder Syddanmarks regionsråd til nøje at overveje en ordning, der giver formanden, Carl Holst mulighed for tre måneders fri.

Direktør for Statsforvaltningen for Region Syddanmark, som er afløser for bla. Tilsynsrådet for Fyn, Ninna Würtzen, mener umiddelbart ikke, der er noget i vejen for, at Carl Holst tager fri for at hellige sig sin familie.

Men hun er betænkelig ved om der kan betales vederlag til en stedfortræder for den del af Holsts frihed, som man kalder afspadsering.

Det er i følge reglerne muligt i tilfælde af ferie, men ikke ved afspadsering.

Det har fredag ikke været muligt at få oplyst, hvor stor en del af Carl Holst friperiode er afspadsering.

- Jeg anbefaler, at regionsrådet tænker sig grundigt om det punkt, og jeg forventer, at de går i dialog med Statsforvaltningen om sagen, inden de træffer endelig beslutning, siger Ninna Würtzen til TV 2/FYN.

Stedfortræderen under Carl Holsts afspadsering bliver i givet fald næstformanden Poul Erik Svendsen fra Aarup.

Han har ingen kommentarer til sagen.

Ønsker fri til familien

Carl Holst har planer om at holde fri de første tre måneder af 2008 for at være sammen med sin familie.

 I en pressemeddelelse tidligere på ugen kaldte regionrådsformanden det for forældreorlov, men formelt er der dog tale om ferie og afspadsering, da en folkevalgt ikke kan tage forældreorlov, og derfor vil han få fuld løn i sin ferie.

- Som regionsrådsformand har jeg mange lange arbejdsdage og -weekends. Det betyder for få timer til familien i det daglige, sagde Carl Holst.

Oversigt

    Oversigt