Statslige arbejdspladser forsvundet på landet

Selv om der er blevet flere statslige arbejdspladser i Danmark, er der blevet færre uden for de store byer.

De havde mindst. Nu har de mindre.

Selv om der i perioden fra 2008 til 2013 er blevet cirka 4500 flere statslige arbejdspladser i hele landet, viser en særkørsel, som Danmarks Statistik har foretaget for Jyllands-Posten, at landkommunerne og de mindre byer - der typisk før havde færrest statslige arbejdspladser - nu har endnu færre.

Når man trækker Region Hovedstaden og de tre store provinskommuner Aarhus, Odense og Aalborg ud af regnestykket, er der en tilbagegang på cirka 2800 statslige arbejdspladser for resten af landet, skriver Jyllands-Posten.

Samtidig viser tallene, at de mellemstore byer fra 25.000 indbyggere og opefter stort set har et uændret antal statslige arbejdspladser. Det betyder, at tilbagegangen først og fremmest er foregået i landområder og i mindre byer.

- Det er udtryk for en centralisering på alle niveauer i samfundet. De statslige arbejdspladser er blot toppen af isbjerget, og der er tale om en selvforstærkende effekt, hvor yderområderne bliver taberne, siger forskningschef Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Udflytningen af statslige arbejdspladser er blevet flittigt diskuteret siden valgkampen.

Af det finanslovsforslag, som finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremlagde tirsdag, fremgår det, at Finansministeriet har afsat en pulje på 400 millioner kroner til udflytningen af statslige arbejdspladser.

Der er endnu ikke meldt noget officielt ud om, hvornår regeringen præsenterer sin plan for udflytning af statslige arbejdspladser, men flere medier skriver, at erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) vil præsentere en plan torsdag.

Troels Lund Poulsen varsler, at udflytningen af statslige arbejdspladser bliver større end noget man hidtil har set.

- Det bliver en ambitiøs udflytning, og det bliver også mere ambitiøst, end det vi gjorde op gennem 00'erne, hvor man kan sige, at vi havde nogle meget store planer for det, men hvor vi aldrig rigtig fik leveret på det, siger Troels Lund Poulsen til Ritzau.

En rapport fra de økonomiske vismænd dokumenterede tidligere på året, at befolkningstallet i Danmarks yderområder ikke blot er stagneret, men ligefrem er faldet de seneste fem år.

Oversigt

    Oversigt