Presset politi på Fyn: Statsministeren ønsker mere politi tæt på borgerne

I kølvandet på TV 2/Fyns afsløringer af massive udfordringer ved Fyns Politi vil statsminister Mette Frederiksen have mere politi ud til borgerne.

- I dag er der mere end 1.900 personer ansat i Rigspolitiet. Det er mere end dobbelt så mange som i hele Fyns Politi.

Sådan lyder det tirsdag ved statsminister Mette Frederiksens (S) tale ved åbningen af Folketinget. 

Statsministerens udmeldning kommer, efter at TV 2/Fyn har dokumenteret, hvordan flere afdelinger hos Fyns Politi er pressede på grund af lavt mandskab og nye opgaver. 

- Vi skal kunne have tillid til politi og retsvæsen. Alt andet er skræmmende, understreger statsministeren. 

Derfor foreslår statsministeren, at man flytter rundt på politipersonalet. 

- Mange er ansat centralt i stedet for ude ved borgerne. Kan vi ikke finde en klogere og bedre balance, spørger Mette Frederiksen i sin tale. 

TV 2/Fyn kunne i september afsløre, at "personalesituationen i stort set alle afdelinger er voldsomt trængt".

Det fremgår af et referat fra et repræsentantsskabsmøde den 3. maj 2019, hvor en lang række afdelinger hos Fyns Politi har været repræsenteret.

Nye opgaver går udover borgerne

Ifølge Mette Frederiksen rammer det almindelige borgere, når politiet er underbemandet og samtidigt skal løse nye opgaver.  

- Mange nye opgaver er kommet til: bandekriminalitet, terror, bombesprængninger, grænsekontrol. Men er det hele forklaringen? Eller har pseudoarbejdet også her fået lov til at tage tid fra det rigtige arbejde, spørger statsministeren. 

I forbindelse med TV 2/Fyns afsløringer forklarede Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, at blandt andet grænsekontrol er en udfordring for dansk politi. 

- Det er enormt trist. Det dokumenterer bare desværre over for mig nogle utrolig ansvarlige politifolk og tillidsfolk, der har holdt et møde, hvor de ridser situationen op. Det er lidt et råb om hjælp, lød det fra Claus Oxfeldt. 

Borgmestre håber på mere politi

Søren Steen Andersen (V) borgmester i Assens Kommune håber, at statsministeren vil få flere betjente til Fyn.

- Jeg bemærker, hvordan hun nævnte, at der var flere betjente i Rigspolitiet end ved Fyns Politi. Derfor skal der lyde en invitation herfra til at omkonvertere nogle af stillingerne fra Rigspolitiet til Fyn, forklarede Venstre-borgmesteren. 

Ifølge Tonni Hansen (SF) borgmester på Langeland følger statsministeren med dagens udmelding op på løfter fra valgkampen. 

- Ja tak til mere lokalt og synligt politi, siger han og tilføjer: 

- Jeg vil også gerne have noget politi, der opklare de virkelig store forbrydelser som vold, voldtægt og våbenbesiddelse. 

Søren Steen Andersen mener, at Fyns Politi gør deres arbejde godt, men politiet mangler mandskab. Derfor er borgere i Assens Kommune bekymret for om politiet har tid til at komme forbi. 

- Hvis man ikke ser betejentene, så nytter det ikke noget, fastslår Venstre-borgmesteren. 

I grafikken herunder kan du få et overblik over, hvordan afdelinger ved Fyns Politi beskrev deres situation i maj 2019. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
 

Oversigt

    Oversigt