Statsrevisorer: Lægers bijob risikerer at ramme patienter

Statsrevisorerne kritiserer flere hospitaler for ikke at have ordentlig styr på lægers bibeskæftigelse.

Der er risiko for, at lægers bibeskæftigelse går ud over behandlingen af patienter og hospitalernes ressourcer, lyder kritikken fra Statsrevisorerne.

De finder det utilfredsstillende, at Region Syddanmark og Region Sjælland "ikke har et tilstrækkeligt grundlag" for at vurdere, om lægers bibeskæftigelse er forenelig med deres arbejde på hospitalet.

Statsrevisorerne har fundet eksempler på, at læger har brugt deres arbejdstid og hospitalernes ressourcer i forbindelse med deres bijob - uden at betale for det.

Samtidig kritiserer Statsrevisorerne, at knap halvdelen af de ledende overlæger har bibeskæftigelse, selv om hovedreglen er, at de ikke må.

Statsrevisorerne har undersøgt hospitaler i Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden.

Sidstnævnte har som den eneste sikret, at den nærmeste leder får de oplysninger om bibeskæftigelse, som hospitalslægerne er forpligtede til at give.

Undersøgelsen blev indledt, efter at Fyens Stiftstidende afslørede en tidligere sygehusdirektør i at hæve priserne og underskrive sine egne regninger, da han fra 2007 til 2011 bijobbede som hjertelæge på Sygehus Sønderjylland.

Hospitalslæger må gerne have bijob som undervisning eller have en privatklinik. Bijobbet må dog hverken i omfang eller indhold gå ud over deres arbejde på hospitalet.

For at undgå interessekonflikter, ikke-udhvilede læger og mindre fleksibel arbejdstilrettelæggelse skal lægelige chefer, overlæger og afdelingslæger oplyse regionerne om deres bijob.

Oplysningspligten gælder ikke øvrige hospitalslæger.

Ifølge beretningen fra Statsrevisorerne havde op mod to ud af tre læger med oplysningspligt i 2014 et bijob.

Oversigt

    Oversigt